Det er op til Det Radikale Venstre at afgøre, hvor grundigt Mette Frederiksen skal undersøges i minksagen.
SF og Enhedslisten ønsker en mindre undersøgelse foretaget af advokater, mens blå blok vil have den helt store skovl frem og lade en kommission kulegrave, hvilket ansvar statsministeren og en række andre ministre har i sagen.
Sidstnævnte betyder, at Mette Frederiksen har pligt til at møde op og vidne.
De Radikale udelukker ikke at starte sådan en 'atombombe' af en undersøgelse, som grundlovsordfører Jens Rohde kalder det.

»Men vi synes, at en kommissionsundersøgelse er et meget stort våben at bruge fra dag ét,« tilføjer han.
Er sagen ikke alvorlig nok til det?
»Sagen er meget alvorlig. Jeg vil absolut ikke udelukke, at det kan ende med en kommissionsundersøgelse,« siger Jens Rohde.
Minksagen handler om, at Mette Frederiksen og Mogens Jensen 4. november gav en ulovlig ordre om, at alle mink i landet skulle aflives.
Danskerne må have klarhed over, om andre skal drages til ansvar for de fejl, der er begåetSofie Carsten Nielsen, politisk leder af Radikale Venstre
Indtil videre har skandalen kostet Mogens Jensen jobbet som fødevareminister, men Venstre mener, at det langtfra er nok – statsministeren skal også gå af.
Jens Rohde er torsdag blevet udpeget som formand for et udvalg, der skal bestemme, hvordan regeringen nu skal undersøges videre.
I første omgang vil han prøve at samle rød og blå blok om en undersøgelse, der ligger midt imellem rød og blå bloks ønsker: et såkaldt granskningsudvalg, hvor de implicerede ministre kan afgive forklaring.
Det skal så danne grundlag for, om der er brug for at tage 'atombomben' i brug, forklarer Jens Rohde.

Jakob Ellemann-Jensen siger, at I svigter retsstaten, når I ikke allerede nu er klar til at støtte en kommissionsundersøgelse?
»Vi svigter på ingen måde retsstaten. Vi prøver at se på, om vi ikke kan overkomme hinandens forskelle om den undersøgelse. Så vi prøver faktisk at holde sammen på retsstaten.«
De minkavlere, der har fået beskeden af politiet: Hvis I ikke lukker op, så kommer vi og afliver jeres mink alligevel – på et ulovligt grundlag – har de ikke ret til, at her bliver det undersøgt af en kommission?
»Jo, hvis der kan opnås enighed om det.«
Men det kan der jo med jeres flertal?
»Det der med, at et flertal bare trumfer et mindretal, det er ikke den måde, hvorpå man måler en retsstat for mig. Tværtimod. Det er, at man hele tiden søger at lytte. Vi kan skifte et flertal i det her. Derfor træffer jeg ikke en beslutning på forhånd.«
»Vi vil have en bred opbakning til en undersøgelse. Og så er det muligt, at den undersøgelse konkluderer, at der er behov for, at vi sætter det helt store maskineri i gang. Men man skal tage tingene i den rigtige rækkefølge.«
Politisk leder Sofie Carsten Nielsen (R) forklarer desuden, at hun »vil have undersøgt hele forløbet uvildigt. Så vi kommer til bunds i sagen.«
»Danskerne må have klarhed over, om andre skal drages til ansvar for de fejl, der er begået,« skriver hun på Facebook.
Udvalget mødes i den kommende uge for at drøfte undersøgelsens karakter.



