Regeringens redegørelse i minksagen er en frifindelse af Mette Frederiksen, mener hun selv.

Ifølge statsministeren vidste hun først søndag aften 8. november, at den minkordre, hun gav fire dage tidligere, var ulovlig.

Men én sætning i den 24 sider lange redegørelse får både eksperter og politiske modstandere til at tvivle på Mette Frederiksens forklaring. På side 9 omtales det skæbnesvangre møde i det magtfulde koordinationsudvalg 3. november, hvor beslutningen om at aflive alle mink blev truffet:

»Spørgsmålet om hjemmel til aflivning blev ikke bragt op på mødet. Derimod drøftes spørgsmålet om hjemmel til midlertidig eller varig nedlukning af erhvervet og økonomisk kompensation i den forbindelse,« står der.

Sophie Løhde (V) under folketingets åbningsdebat i Folketingssalen på Christiansborg, torsdag den 8. oktober 2020.. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix)
Sophie Løhde (V) under folketingets åbningsdebat i Folketingssalen på Christiansborg, torsdag den 8. oktober 2020.. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix) Foto: Emil Helms
Vis mere

Det får både Venstre og De Konservative til at råbe op, fordi partierne mener, at 'hjemmel til aflivning' af alle mink og 'varig nedlukning af erhvervet' er det præcis det samme.

»Det her dokumenterer endnu en gang, at statsministeren og adskillige ministre har vidst, at det var ulovligt. Det er rystende. Særligt i en tid, hvor vi har brug for at have tillid til hinanden,« siger Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde, i et skriftligt svar.

Samme angreb kommer fra De Konservatives politiske ordfører, Marcus Knuth.

»Det ligner en bevidst omgåelse af sandheden, hvor regeringen med en snedig formulering forsøger at frikende Mette Frederiksen i sagen,« siger han.

(ARKIV) Portræt af Marcus Knuth, Venstre-politikeren som netop har skiftet til De Konservative. Fotograferet på Christiansborg, København, onsdag den 4. december 2019. Der kan være alt fra håndører til et voldsomt milliardbeløb til den grønne omstilling i regeringens finanslovsudspil. Det er ikke godt nok, mener De Radikale. Det skriver Ritzau, mandag den 31. august 2020.. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix)
(ARKIV) Portræt af Marcus Knuth, Venstre-politikeren som netop har skiftet til De Konservative. Fotograferet på Christiansborg, København, onsdag den 4. december 2019. Der kan være alt fra håndører til et voldsomt milliardbeløb til den grønne omstilling i regeringens finanslovsudspil. Det er ikke godt nok, mener De Radikale. Det skriver Ritzau, mandag den 31. august 2020.. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix) Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Men regeringens forklaring er, at 'hjemmel til midlertidig eller varig nedlukning', som der diskuteres på mødet, handler om kompensation, hvis man lukker eller lægger erhvervet i dvale. Ikke lovhjemmel til at kræve alle mink aflivet?

»Men det giver jo ikke mening. Man kan sige sig selv, at hvis man varigt lukker minkerhvervet, så skal man også slå alle mink ihjel. Det er to sider af samme sag,« siger Marcus Knuth.

Til Berlingske skaber passagen på side 9 i redegørelsen også splittelse blandt juraprofessorer.

Nogle professorer tolker det ligesom de borgerlige partier – altså at man ikke kan adskille nedlæggelse af erhvervet og aflivning af alle mink, og at problemet med lovhjemlen dermed blev diskuteret på mødet. Andre professorer mener ikke, at det belaster Mette Frederiksens forklaring.

Statsminister Mette Frederiksen kommer igen under beskydning, efter en formulering i redegørelsen har skabt tvivl om, hvorvidt hun kendte til problmet med manglende lovhjemmel.
Statsminister Mette Frederiksen kommer igen under beskydning, efter en formulering i redegørelsen har skabt tvivl om, hvorvidt hun kendte til problmet med manglende lovhjemmel. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Hos Socialdemokratiet mener man, at de borgerlige partier ser spøgelser. Ifølge Socialdemokratiets retsordfører, Jeppe Bruus, er der intet mystisk over passagen på side 9.

»Det er en falsk anklage. I redegørelsen står det klart, at Koordinationsudvalget diskuterede sammenhængen mellem kompensation og nedlukning og netop ikke lovhjemmel til at kræve alle mink aflivet,« siger han.

Men er det ikke en uklar formulering, der kan skabe tvivl?

»Nej, det synes jeg ikke. Juridisk er det to forskellige ting.«

Samme udlægning har justitsminister Nick Hækkerup givet til Berlingske.

Den samlede opposition kræver en kommissionsundersøgelse af regeringen i minkskandalen. Men indtil videre mangler de et flertal, fordi De Radikale i første omgang har sagt nej.

Men det er netop en »uklar formulering« som den omtalte, der gør en kommission nødvendig, mener De Konservative.

»Vi har brug for at afhøre de embedsmænd, som var til stede på koordinationsudvalgsmødet, og det kan vi i en kommission, hvor de bliver stillet til vidneansvar i en retssal,« siger Marcus Knuth.