I weekenden kunne man i B.T. læse om et københavnsk jazzhus, der har sikret sig en million på næste års finanslov. Det er imidlertid ikke den fulde historie. 

Det er nemlig ikke den eneste gang, jazzhuset har fået millionhjælp fra det offentlige. Faktisk har spillestedet fået så meget forskellig støtte at selv politikerne, der står for den, kan blive forvirrede. 

Det oplevede kulturministeren onsdag i et interview med B.T., da han fik blandet skattekroner på finansloven sammen med de såkaldte »udlodningsmidler,« som jazzhuset også har fået. 

Jakob Engel-Schmidt, du har sørget for, at Jazzhus Montmartre får en million skattekroner på finansloven. Er der andre koncertsteder, der også kan komme til dig, hvis de lige har brug for en million skattekroner?

Rasmus Rosenmeier/Free

»Det er jo sådan, at vi hvert år laver det, der hedder det kulturelle aktstykke,« forklarede kulturministeren – med henvisning til udlodningsmidler – og fortsatte: 

»Hvor overskuddet fra tips og lotto og andre spil, som staten har noget med at gøre, bliver brugt til idræts- og kulturformål.«

Udlodningsmidler har dog ikke noget at gøre med tilskuddet til jazzklubben på finansloven. Det har Finansministeriet bekræftet overfor B.T. 

»Initiativerne (heriblandt tilskuddet til Jazzhus Montmartre, red.) er finansieret af reserve til lokale initiativer, der blev afsat med regeringens forslag til finanslov for 2025,« lyder det i interviewet, du kan se i sin fulde længde herunder. 

Alligevel holder Jakob Engel-Schmidt fast.

Der er mange ting, man kan vælge at bruge pengene på. Og man kan jo kun bruge dem én gang. Synes du, det er god brug af skattekroner?

»Men det er ikke skattekroner. Det var det, jeg prøvede at starte med at sige …«

Det er vel offentlig støtte?

»Det er ikke skattekroner. Det er udlodningsmidler. Hvis du spiller på oddset og taber, så går overskuddet af danske spil til en lang række formål. Et af dem er kulturformål, hvor Folketingets partier sætter sig sammen en gang om året og finder ud af, hvad man gerne vil støtte. Det er her, Montmartre har fået støtte,« forklarede den stålfaste minister. 

Hans sammenblanding af udlodningsmidler og skattekroner på finansloven sker som sagt ikke uden grund: Da Jazzhus Montmartre tidligere på året fik en million i udlodningsmidler spillede ministeren nemlig en stor rolle.

At det kan være en udfordring med overblikket over den offentlige støtte, som Jazzhus Montmartre får, er således ikke uden grund. Og det bliver mere kompliceret endnu:

Udlodningsmidler og tilskud på finansloven er nemlig ikke den eneste støtte, spillestedet får. Københavns Kommune støtter også årligt Jazzhus Montmartre med 1,5 millioner.

B.T. har forelagt kulturministeren hans sammenblanding af udlodningsmidler og finansloven. I en kommentar skriver han, at:

»Den [jazzmusikken, red.] giver os sanselige og rytmiske oplevelser,« og at Jazzhus Montmartre har haft stor betydning for jazzens udbredelse i Danmark. 

Derfor, fortæller kulturministeren, sikrede han dem en million fra udlodningsmidlerne. 

»Og derfor er jeg meget tilfreds med, at regeringen og partierne bag finanslovsaftalen derudover har kastet en redningskrans til Jazzhus Montmartre som led i forhandlingerne om finansloven for 2025,« skriver han.

B.T. har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Jazzhus Montmartre.