Jazzhuset Montmartre, der ligger i Indre København, har fået en million skattekroner i støtte på finansloven efter i en længere periode at have haft økonomiske problemer.
Men mens jazzhusets ledelse og kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) glæder sig, møder millionstøtten nu kritik fra anden kant.
Danmarksdemokraternes finansordfører, Dennis Flydtkjær mener nemlig ikke, at det er en opgave for staten at støtte den eksklusive jazzklub i København.
»Det må Københavns Kommune kunne håndtere, og det bør ikke være en sag for landspolitikere,« siger han til B.T. og tilføjer:
»Det kan godt være, det er småpenge i den store sammenhæng, men det er jo et symbol på, at der ingen grænser er for, hvad regeringen vil bruge penge på. Pengene fosser ud af statskassen, og intet er for småt til at blive støttet.«
Jakob Engel-Schmidt fortæller i en pressemeddelelse, at millionstøtten er en »redningskrans«, som han er »ekstremt glad for, vi har kastet.«
Ifølge Jazzhus Montmartre er det da også kulturministeren, der har »sikret Montmartre plads på finansloven«.
Men kan andre koncertsteder også komme til ministeren, hvis de har brug for en økonomisk håndsrækning – fra staten?
»Altså man må altid gerne skrive. Jeg kan ikke love, at der er penge til alle,« svarer Jakob Engel-Schmidt (M) med et smil, da B.T. møder ham på Christiansborg.
Spillestedet Jazzhus Montmartre har fået et såkaldt ekstraordinært tilskud i forbindelse med den nye finanslov. Det fremgår af en oversigt fra Finansministeriet.
»Montmartre har haft en stor betydning for vores historie og for jazzmusikken i Norden,« mener kulturminister Jakob Engel-Schmidt og tilføjer, at jazzhuset har »ligget i indre København i rigtig mange år,« og at »store jazzmusikere har spillet der.«
Tilskuddet til spillestedet kommer fra en pulje for såkaldte lokale initiativer på i alt 75 millioner kroner, som fordeles blandt 38 forskellige initiativer i hele landet i form af engangsbeløb.
B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Jazzhus Montmartre, men det har ikke kunnet lade sig gøre. Vi har også forgæves forsøgt at få en kommentar fra kulturministeren til kritikken fra Dennis Flydtkjær.
