Minister vil med en million kroner give Jazzhus Montmartre tid til at finde løsning på økonomiske problemer.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) vil forsøge at redde det lukningstruede spillested Jazzhus Montmartre i det indre København med en millionbevilling.

Det skriver ministeren i et brev til Folketingets kulturordførere, hvori han beder om opbakning til at omdirigere en million kroner til jazzklubben.

Det skal give jazzklubben tid til at finde en varig løsning på sine økonomiske problemer, lyder det.

- Den million, som jeg og Folketingets partier forhåbentlig kan hjælpe Montmartre med, er ikke nok til at løse udfordringerne på lang sigt. Men det er en redningsplanke til spillestedet, som kan købe den nødvendige tid, som skal til for at finde en mere varig løsning, siger Jakob Engel-Schmidt.

Kulturministeren vil ikke afvise at hjælpe spillestedet yderligere, men i første omgang skal den økonomiske håndsrækning på plads, lyder det.

Pengene var oprindeligt tiltænkt kunsthallen Gl. Holtegaard, men Rudersdal Kommune har takket nej. Det skyldes, at kunsthallens økonomiske problemer ikke kan løses med en million kroner.

Det har borgmesteren i Rudersdal Kommune, Ann Sofie Orth, sagt til Sjællandske Nyheder.

Jazzhus Montmartre har ifølge Politiken fået afslag på støtte fra Statens Kunstfond. Det har presset spillestedets økonomi.

Derfor har spillestedet hjemsendt sine medarbejdere og aflyst sine koncerter. Det har også opsagt sit lejemål i Store Regnegade per 1. oktober, skriver Politiken.

Og pengene fra kulturministeren kan købe spillestedet tid. Særligt hvis Københavns Kommune samtidig er parat til at forlænge sin årlige støtte på 1,5 millioner kroner.

Det siger bestyrelsesformanden for Jazzhus Montmartre, Michael Christiansen, til Politiken.

- Det vil udgøre et tilstrækkeligt grundlag for, at vi får ro til at afsøge en mere permanent løsning. Så det er en meget positiv tilkendegivelse, siger han.

Jazzhus Montmartre åbnede i 1959 og har gennem årene huset en række store navne inden for jazzmusik.

Det gælder blandt andet pianist Ben Webster, saxofonisterne Sonny Rollins og Dexter Gordon samt bassist Eddie Jones.

Spillestedet var også lukningstruet i 2020. Men her blev det reddet af en række private og offentlige donationer.

Desuden bevilgede Københavns Kommune en million kroner om året over fire år. Den bevilling er senere hævet til 1,5 millioner kroner.

Selv om det ikke er første gang, at Jazzhus Montmartre er havnet i økonomiske vanskeligheder, mener Jakob Engel-Schmidt alligevel, at det er på sin plads at træde til igen.

- Jeg synes, det er værd at prøve. Når stedet har den specielle historie og særlige betydning, skylder de mennesker, som interesserer sig for kulturen og musikken, at gøre et ekstra forsøg. Det vil jeg gerne være med til, siger han.

/ritzau/