Det har vakt stor opsigt på Christiansborg at føreren af den varevogn, der udsatte partileder Inger Støjberg (DD) for farlig chikanekørsel, slipper med en bøde på 1.000 kroner.
Nu melder justitsminister Peter Hummelgaard (S) sig også på banen i forhold til chikane mod folkevalgte.
»Jeg finder det fuldkommen uacceptabelt og forkasteligt at udøve vold, true eller chikanere folkevalgte politikere,« udtaler han i en skriftlig kommentar til B.T.
Det var onsdag den 10. september, at to personer i en varevogn forsøgte at presse Inger Støjberg og hendes chauffør ud i autoværnet ved en motorvej tæt på Ringsted.
»Ham der sad på passagersædet gav mig en fuck-finger,« sagde Støjberg til B.T dengang i forbindelse med hændelsen.
Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi er føreren af varevognen sigtet for 'ikke at optræde hensynsfyldt og udvise agtpågivenhed', hvilket giver en bødestraf på 1.000 kroner.

Og den bødestraf har affødt kritik fra både Inger Støjberg selv og senest fra Liberal Alliances formand Alex Vanopslagh.
I et opslag torsdag på X slår LA-formanden fast, at han er »indigneret« over en bøde på 1.000 kroner for chikanen mod Støjberg midt på motorvejen.
Minister: Initiativer mod chikane
I forhold til bødestraffen på 1.000 kroner slår Peter Hummelgaard fast, at regeringen med seneste strafreform har skærpet både straffen for vold, trusler og chikane mod blandt andre folkevalgte, og så er straffen for vanvidskørsel også skærpet.
Justitsministeren slår videre fast, at der er yderligere stramninger for chikane af folkevalgte på vej.
»Regeringen vil snart præsentere en række forslag til initiativer blandt andet mod chikane af folkevalgte, som jeg vil drøfte med Folketingets partier, så vi fælles kan se på, hvordan vi får sat en stopper for problemet,« slutter han.