Liberal Alliance-formand Alex Vanopslagh er rasende over dommen til de to mænd, som for nylig forsøgte at presse Inger Støjberg af motorvejen.
Det skriver han i et opslag på X.
Her kritiserer han den bøde, der er endt på 1000 danske kroner.
»Politisk motiveret vold er gift for ethvert samfund, og ikke mindst for et fredeligt lille land som vores,« skriver Vanopslagh og tilføjer:
»Derfor bliver jeg også indigneret – ikke kun på Ingers vegne, men på alles vegne, når chikanen mod hende midt på motorvejen tilsyneladende kan takseres til en bøde på 1000 kroner«
Det var onsdag 10. september, at Inger Støjberg og hendes chauffør blev forsøgt presset ud i autoværnet ved en motorvej tæt på Ringsted.

»Ham der sad på passagersædet gav mig en fuck-finger,« sagde Støjberg til B.T dengang i forbindelse med hændelsen.
Vanopslagh lægger i sit opslag vægt på, at han godt er klar over, at der kan være detaljer i sagen, som ikke er offentligt kendt. Alligevel vurderer han, at politiets beslutning om alene at rejse sigtelse efter færdselsloven sender et forkert signal:
»Der kan altid være elementer i en sag, man som politiker ikke kender til, men jeg synes, det her ser helt forkert ud.« understreger han i opslaget.
Libereal Alliance vil ikke ignorere sagen og understreger, at partiets retsordfører, Steffen Larsen, vil tage sagen videre.
Se hele Alex Vanopslaghs opslag nedenfor.