Højere afgifter på cigaretter, skat på arbejdstelefon og grønne afgifter i lange baner.

For godt to år siden lovede Socialdemokratiet, at kun en ud af 20 danskere ville blive ramt af højere skatter og afgifter, hvis partiet indtog regeringskontorerne.

»Med Socialdemokratiets politik skal man være en bank, arve en virksomhed eller tjene rigtig mange penge på aktier og lignende for at få en skattestigning,« sagde den daværende politiske ordfører – nuværende finansminister – Nicolai Wammen, da han og Mette Frederiksen fremlagde partiets 2025-plan.

Men i dag – efter to år med Mette Frederiksen ved magten – har S-regeringen gjort det adskillige tusinde kroner dyrere at være dansker.

Statsminister Mette Frederiksen (S) og finansminister Nicolai Wammen (S) under pressemøde om corona i Spejlsalen i Statsministeriet på Christiansborg, fredag den 23. oktober 2020.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Statsminister Mette Frederiksen (S) og finansminister Nicolai Wammen (S) under pressemøde om corona i Spejlsalen i Statsministeriet på Christiansborg, fredag den 23. oktober 2020.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Helt præcist viser nye beregninger fra Finansministeriet, at en almindelig arbejderfamilie skal betale mellem 2.200 kroner og 12.400 kroner mere om året i skatter og afgifter i 2025 med de stigninger, som Mette Frederiksens regering har vedtaget og foreslået.

For en funktionærfamilie bliver regningen mindst 2.900 kroner og helt op til 13.700 kroner om året.

Det får nu Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, til at råbe 'løftebrud' efter statsministeren.

»Mette Frederiksen har stik imod sit valgløfte overdynget danskerne med over 40 skatte- og afgiftsstigninger, som gør alle danskere fattigere. Det synes jeg ikke er i orden,« siger han til B.T.

»Vi skal i stedet sørge for, at de danskere, der hver morgen står op for at gå på arbejde, i stedet får lov til at beholde flere af deres egne penge til sig selv og sin familie,« siger Venstre-formanden.

For pensionister lyder den socialdemokratiske ekstraregning på overkommelige 1.200 kroner om året.

Men hvis pensionisterne ryger, har el-varme og spiller onlinespil, så bliver afgiftssmækket pludselig knap 8.000 kroner.

Det er især beslutninger som højere afgifter på cigaretter, beskatning af arbejdstelefon og nye miljøafgifter, som rammer danskerne.

Jakob Ellemann-Jensen (V) under folketingets afslutningsdebat i folketingssalen, onsdag den 2. juni 2021.. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix)
Jakob Ellemann-Jensen (V) under folketingets afslutningsdebat i folketingssalen, onsdag den 2. juni 2021.. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix) Foto: Emil Helms
Vis mere

Jakob Ellemann-Jensen kalder det »meget problematisk«, at Mette Frederiksen har hævet skatter og afgifter på alt fra mobiltelefoner, banklån til pas og kørekort.

Han kræver i stedet et reelt skattestop – en gammel Venstre-traver.

Regeringens skatte- og afgiftsstigninger giver samlet 12 milliarder kroner mere i statskassen i 2025. Penge, som danskerne og virksomhederne skal betale.

Men hos Socialdemokratiet kalder man angrebet fra Ellemann for en forbier.

Statsminister Mette Frederiksen (S) deltager, når årets Folkemøde åbnes ved et arrangement på Hovedscenen i Allinge, torsdag den 17. juni 2021.
Statsminister Mette Frederiksen (S) deltager, når årets Folkemøde åbnes ved et arrangement på Hovedscenen i Allinge, torsdag den 17. juni 2021. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

»Vi har hævet afgifterne på plastik for at gøre noget for miljøet. Vi har bedt den finansielle sektor om at bidrage mere, så vi kan give nedslidte en tidlig pension. Og vi har gjort det dyrere at ryge, så færre unge starter. Det er ærlige prioriteringer, som vi står fuldt på mål for,« siger finansordfører Christian Rabjerg Madsen (S).

»Og så må jeg sige, at kritikken fra Venstre er mærkelig, fordi de selv har været med i 13 af aftalerne,« siger han.

Han afviser også, at der er tale om løftebrud.

»Som vi sagde før valget, har vi ikke hævet personskatterne for den brede befolkning. Men det er klart, at når vi vil gøre noget for klimaet, velfærden og sundheden, så må vi prioritere. Derfor lagde vi også før valget frem, hvilke afgifter vi ville hæve. Intet er gratis,« siger S-ordføren.