I næste uge kan Mette Frederiksen fejre to år som statsminister.

Men det socialdemokratiske magtskifte har betydet, at det er blevet dyrere at være dansker i form af nye skatter og afgifter, som B.T. beskrev mandag.

Det affødte hård kritik fra Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, som taler om løftebrud.

»Mette Frederiksen har stik imod sit valgløfte overdynget danskerne med over 40 skatte- og afgiftsstigninger, som gør alle danskere fattigere. Det synes jeg ikke er i orden,« sagde han mandag til B.T.

Jakob Ellemann-Jensen (V) møder pressen efter spørgetime i folketingssalen på Christiansborg i København, tirsdag den 11. maj 2021.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Jakob Ellemann-Jensen (V) møder pressen efter spørgetime i folketingssalen på Christiansborg i København, tirsdag den 11. maj 2021.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Nu får S-regeringens regning til danskerne også en hård medfart fra den konservative formand, Søren Pape Poulsen.

»Det er et voldsomt svigt, når Mette Frederiksen før valget lovede, at kun fem procent af danskerne bliver ramt af skattestigninger, og så får stort set alle danskere en ekstraregning efter valget,« siger han.

Søren Pape henviser til, at Mette Frederiksen i 2019 sagde, at kun en ud af 20 danskere ville mærke skattestigninger, hvis hun overtog regeringskontorerne.

Men efter to år med socialdemokratisk styre står en almindelig arbejderfamilie til at skulle betale mellem 2.200 kroner og 12.400 kroner mere om året i skatter og afgifter i 2025 med de stigninger, som S-regeringen har vedtaget eller foreslået.

Søren Pape Poulsen (C) ankommer til genåbningsforhandlinger i Justitsministeriet mandag den 3. maj 2021. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix)
Søren Pape Poulsen (C) ankommer til genåbningsforhandlinger i Justitsministeriet mandag den 3. maj 2021. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix) Foto: Emil Helms
Vis mere

»Det viser, at der er en afgrundsdyb forskel på, om man mener, at almindelige danskere skal beholde flere penge selv, eller om staten skal kradse endnu mere ind,« siger Søren Pape.

Men I har jo selv stemt for flere afgiftsstigninger, blandt andet som en del af politiaftalen, hvor Venstre stod udenfor. Er dit angreb så fair?

»Ja, for vi har jo peget på alle mulige andre skatte- og afgiftslempelser, som kompenserer for de afgifter, vi har stemt for. Men vi har som bekendt ikke flertal for vores politik lige nu«.

Men resultatet er jo, at afgifterne er steget – i visse tilfælde med borgerlige stemmer.

»Det er rigtigt. Men jeg har det også sådan, at ideologi ikke skal stå i vejen for, at vi forhindrer unge i at starte med at ryge, eller at vi får en politiaftale, hvor vi til gengæld skal æde en lille afgiftsstigning på pas.«

Statsminister Mette Frederiksen, da Folkemødet åbnes ved et arrangement på Hovedscenen i Allinge, torsdag den 17. juni 2021.
Statsminister Mette Frederiksen, da Folkemødet åbnes ved et arrangement på Hovedscenen i Allinge, torsdag den 17. juni 2021. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Socialdemokratiet køber slet ikke de borgerliges angreb, der sendes afsted på skatte- og afgiftsområdet.

»Som vi sagde før valget, har vi ikke hævet personskatterne for den brede befolkning. Men det er klart, at når vi vil gøre noget for klimaet, velfærden og sundheden, så må vi prioritere. Derfor lagde vi også før valget frem, hvilke afgifter vi ville hæve. Intet er gratis,« siger finansordfører Christian Rabjerg Madsen (S).

Den konservative formand er dog heller ikke tilfreds med Venstres skattestop som alternativ til S-regeringens politik.

»Vi vil have skatten ned. Et skattestop er ikke nok. For jeg mener faktisk, at frihed også er frihed til at disponere over flere af ens egne penge,« siger han.