Måske du allerede har siddet og udregnet, hvor meget to uger af dine indefrosne feriepenge svarer til i kroner og øre.
Men nu kan B.T. gøre din lørdag en smule bedre: Det er nemlig meget sandsynligt, at beløbet bliver større.
Hvorfor? Jo, du kan nemlig kigge på regeringens udspil om udbetaling af to ugers ferie (40 procent) med to forskellige par briller.
Hvis du har de ikke-politiske briller på, vil du måske tro, at Mette Frederiksen og co. har foreslået de to uger, fordi det helt oprigtigt er deres bedste bud, og at de derfor vil kæmpe med blod, sved og tårer for, at de kommende forhandlingerne ikke vil rykke på det.
Hvis du har de politiske briller på, vil du forstå, at politik er ét stort spil, og at det især kommer til udtryk ved udspil til forhandlinger, og at man derfor ikke altid kan tage dem for gode varer.
Det er det sidste par briller, som vi skal have på i denne artikel.
Sagen er nemlig den, at Mette Frederiksen udmærket ved, at der er en hel opposition og partier på egen fløj, der ønsker at have samtlige af danskernes indefrosne feriepenge udbetalt.
Derfor sker der det, at man i et udspil gør plads til, at man kan lave 'indrømmelser' under forhandlingerne.

Det er lidt samme tankegang, som når du går til lønsamtale og beder om en løn, der er 3.000 kroner højere end det, du rent faktisk føler er retfærdigt. Du har derfor råd til, at din arbejdsgiver hiver det i den anden retning.
»Det er helt normal forhandlingstaktik. Man lægger indrømmelser ind, som man ikke spiller ud med det samme, så man kan give lidt under forhandlingerne,« fortæller Erik Holstein, der er politisk kommentator hos Altinget.dk.
Du skal derfor ikke forvente, at det rent faktisk kun bliver to uger af de indefrosne feriepenge, du får udbetalt.
»Det er urealistisk, at vi ender på det. Der vil være noget tovtrækkeri, og så ender de sikkert på tre eller fire uger - nok tre. Og så vil alle parter udadtil være tilfredse. Det har vi set mange gange før,« siger Erik Holstein.
Eksempelvis så vi det samme med cigaretpriserne i efteråret 2019.
De fleste partier ville dengang have, at prisen på en pakke cigaretter skulle koste minimum 60 kroner, men ikke hvis det stod til regeringens udspil.
I midten af september kunne Magnus Heunicke nemlig fortælle, at prisen på en pakke cigaretter ikke skulle stige til mere end 50 kroner. Det var regeringens udspil, og straks blev interesseorganisationer og diverse meningsdannere rasende over det uambitiøse udspil.
Men hovsa. Da partierne havde været til forhandlingerne, lå der en aftale, der indebar, at prisen ville stige til 60 kroner.
Det er altså meget sandsynligt, at regeringen rent faktisk syntes, at 60 kroner var den bedste pris, men hvis udspillet havde lydt sådan, ville de under forhandlingerne være blevet presset til at give indrømmelser, og så ville prisen være endt endnu højere.
Og det er altså også meget sandsynligt, at Mette Frederiksen og co. rent faktisk synes, at danskerne skal have udbetalt tre eller fire uger af de indefrosne feriepenge, men at de gerne vil have mulighed for at give lidt under forhandlingerne.
Hvis alt foregår som normalt, kan du altså se frem til at få mere end to ugers feriepenge udbetalt.
Der er dog ét men.
»Man må forvente, at der kommer nogle indrømmelser, men der er det ene men, at regeringen under coronakrisen har været meget hårdhåndede og insisteret på at bestemme det meste. Hvis man fortsat har den strategi, kan man godt se nogle forhandlinger, hvor der ikke bliver givet indrømmelser, så det bliver meget interessant,« siger politisk kommentator, Jarl Cordua.
Hvis du har en månedsløn på eksempelvis 32.000, vil du til august have optjent 36.000 indefrosne feriepenge.
Ender det med to ugers ferie, vil du få udbetalt 14.400 før skat.
Sker det i stedet, at man ender med en aftale om tre uger eller fire uger, vil det henholdsvis give dig 21.600 eller 28.800 før skat.