Liberal Alliance har søndag eftermiddag forladt forhandlingerne om en økonomisk sommerpakke.

»Den pakke, som ligger på bordet nu, rummer nogle få udvalgte elementer og så en masse dårlige ting,« siger finansordfører Ole Birk Olesen (LA), der blandt andet er utilfreds med spørgsmålet om feriepenge.

Han fortæller om tre tiltag, som regeringen ønsker at gennemføre, og som LA ikke er enige i:

»Man vil oprette en stor statslig fond, som skal investere i virksomheder og opnå ejerskab af private virksomheder. Vi går ikke ind for socialisme i Danmark. Vi går ind for et privat erhvervsliv - ikke statsligt.«

»Det andet er, at regeringen vil forære 1.000 kroner til alle på overførselsindkomst. Bare fordi lønmodtagere kan få udbetalt feriepenge, mener regeringen, at man også skal forære penge væk. Det mener vi ikke.«

»Desuden vil regeringen forlænge lønkompensationsordningen indtil slutningen af august. Alle kloge mennesker siger, at det ikke er klogt at betale medarbejdere for at gå derhjemme.«

Og så er der spørgsmålet om feriepenge.

»Vi ville gerne have udbetalt alle feriepengene. Regeringen vil kun udbetale to uger.«

Det er i alt muligt at udbetale fem ugers optjente feriepenge. De indefrosne feriepenge er en konsekvens af den nye ferielov.

Feriepengene skulle først udbetales til borgerne, når de går på pension, men politikerne diskuterer altså nu at frigive dem for at sparke gang i forbruget.

Er du ikke bange for, at LA slet ikke får indflydelse nu?

»Det, jeg først og fremmest ville være bange for, var at være en del af en aftale, som trækker i negativ retning,« siger Ole Birk Olesen.

B.T. følger forhandlingerne, som ventes at slutte søndag aften.