Der er dækket op til et politisk slagsmål om de indefrosne feriepenge i den kommende weekend.

Torsdag og fredag har partierne enkeltvis været til forhandlinger med finansminister Nicolai Wammen (S).

Her har regeringen lagt et udspil om at udbetale to ugers indefrosne feriepenge på bordet. B.T. erfarer, at planen er, at regeringen først vil udbetale pengene omkring den 1. oktober.

Men flere partier krævede ved forhandlingsbordet, at alle de indefrosne feriepenge bliver udbetalt hurtigst muligt, uden at folk på overførelsesindkomst bliver modregnet i deres ydelse, hvis der dumper en feriecheck ind ad døren.

(ARKIV) Finansminister Nicolai Wammen (S), da regeringen og arbejdsmarkedets parter holder pressemøde om udfasning af lønkompensationsordningen, i Finansministeriet i København fredag den 5. juni 2020.En typisk lønmodtager kan se frem til at få 8400 ind på kontoen, hvis indefrosne feriepenge udbetales. Syv ud af ti kroner vil gå til forbrug, vurderer økonom. Det skriver Ritzau, torsdag den 11. juni 2020.. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)
(ARKIV) Finansminister Nicolai Wammen (S), da regeringen og arbejdsmarkedets parter holder pressemøde om udfasning af lønkompensationsordningen, i Finansministeriet i København fredag den 5. juni 2020.En typisk lønmodtager kan se frem til at få 8400 ind på kontoen, hvis indefrosne feriepenge udbetales. Syv ud af ti kroner vil gå til forbrug, vurderer økonom. Det skriver Ritzau, torsdag den 11. juni 2020.. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix) Philip Davali

Derfor er der lagt op til en stor politisk armlægning, når alle partilederne ifølge B.T.s oplysninger mødes til forhandlinger om den såkaldte sommerpakke på søndag.

Det er uvist, om en aftale allerede kan lande på søndag. Hvis ikke, vil den med stor sandsynlighed lande i starten af næste uge.

Feriepengene er dog langt fra det eneste, som partierne forhandler om.

B.T. giver dig her til et overblik over, hvad partierne har lagt på bordet, inden slutspurten går i gang på søndag. Listen er ikke udtømmende.

Venstre:

Det største oppositionsparti er med på feriepenge-holdet, men har ikke lagt sig fast på, om alle feriepengene skal udbetales. Det vil afhænge af, hvilke andre værktøjer der kommer med i sommerpakken.

Venstre har desuden sit eget forslag om en halvering af momsen for resten af 2020 med til forhandlingsbordet.

Endelig vil Venstre hurtigere åbne grænserne for turister fra flere lande. Det skal sætte mere fut i rejse- og turistbranchen i Danmark.

Dansk Folkeparti:

Hos DF presser man på for at få alle de indefrosne feriepenge udbetalt hurtigst muligt. Samtidig er DF optaget af at give en ekstra check til pensionisterne - enten i form af et ekstra skattefradrag for resten af 2020 eller et tillæg til pensionen.

Kristian Thulesen Dahl har desuden lagt et forslag om et udvidet fradrag på bordet. Det skal gælde hoteller og turistoplevelser, så man eksempelvis kan trække en hotelregning fra i skat i 2020.

De Radikale:

Modsat de fleste andre partier støtter De Radikale regeringens forslag om at udbetale to ugers indefrosne feriepenge til oktober.

I forhandlingerne sigter De Radikale desuden efter at booste den grønne vækst ved at hæve forskningsfradraget og indføre et grønt investeringsvindue, så virksomhederne har ekstra gode muligheder for at investere i grønne tiltag i 2020.

SF:

Hos SF er man med på holdet, som vil have alle feriepengene udbetalt. Samtidig har SF spillet ud med et forslag om give børnefamilierne en ekstra børnecheck til at forsøde sommerferien. Checken vil udgøre mellem 3.000 og 4.500 kr. pr. barn.

Partileder Søren Pape Poulsen (K) taler på Altingets Sommermøde, i København torsdag den 11. juni 2020.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Partileder Søren Pape Poulsen (K) taler på Altingets Sommermøde, i København torsdag den 11. juni 2020.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Liselotte Sabroe

Konservative:

Søren Pape og resten af K-holdet har ved forhandlingsbordet krævet alle feriepengene udbetalt så hurtigt som muligt.

De Konservative er samtidig meget optaget af, at eksporterhvervene får en hjælpende hånd, fordi en feriecheck til danskerne ikke hjælper de virksomheder, som lever af at sælge varer til udlandet.

Enhedslisten:

Der er også pres fra Enhedslisten til at smide alle feriepengene ud til danskerne frem for de to uger, som regeringen foreslår. Samtidig vil venstrefløjspartiet give kontant check ud til de indkomstgrupper, som tjener mindst.

Enhedslisten har tidligere foreslået at give 10.000 kr. skattefrit til alle, der tjener mindre end 32.000 kr. om måneden. Det er dog småt med opbakningen til forslaget, men Enhedslisten forsøger at finde en anden model, hvor de med lavest indkomst bliver tilgodeset.

Nye Borgerlige:

Pernille Vermund har ført hård kampagne for at udbetale feriepengene. Faktisk vil Nye Borgerlige udbetale alle feriepengene skattefrit. Det vil sige, at man pumper ca. 100 mia. kr. ud i samfundet.

Samtidig er Nye Borgerlige meget optaget af, at danskerne skal have lov til at rejse på sommerferie i flere lande end blot Tyskland, Norge og Island. Regeringen fraråder på nuværende tidspunkt alle ikke-nødvendige rejser til alle andre lande end de tre nævnte.

Liberal Alliance:

LA har en lang og dyr ønskeliste, hvor alt formentlig får svært ved at finde vej til den endelige aftale. Ud over at LA vil have udbetalt alle feriepengene, vil partiet også give danskerne et ekstra jobfradrag på 2.500 kr. om måneden resten af året.

Samtidig har LA foreslået ved forhandlingerne, at man halverer momsen i hårdt ramte brancher som hotel, turisme og restauranter.