»Jeg føler mig hensat til mit ungdomspolitiske arbejde. Om hvem der har ejendomsretten til månen og sådan nogle ting. Der findes faktisk rigtige problemer, som kan løses ved lovgivning. Dét her ændrer intet ved virkeligheden.«

Sådan lød det torsdag fra tidligere statsminister og V-formand Lars Løkke Rasmussen i folketingssalen.

Han var mildest talt ikke imponeret over regeringen, da Folketinget skulle førstebehandle regeringens lovforslag om at placere et modtagecenter for asylansøgere i et tredjeland uden for Danmark og EU –  muligvis i det fattige afrikanske land Rwanda.

Lars Løkke Rasmussen udtrykte ifølge Berlingske tvivl om, hvorvidt han overhovedet skulle tage lovforslaget alvorligt.

Lars Løkke Rasmussen.
Lars Løkke Rasmussen. Foto: Emil Helms
Vis mere

Hans skepsis skyldes, at regeringen slet ikke har indgået en aftale med et tredjeland om at huse et modtagecenter for asylansøgere på Danmarks vegne.

Folketinget er altså lige nu i færd med at behandle et lovforslag, som – hvis det vedtages – risikerer aldrig at skulle bruges i den virkelige verden. Og det faldt den tidligere statsminister for brystet.

»Man reducerer Folketinget til en børnehave,« sagde Lars Løkke Rasmussen.

Socialdemokratiets udlændingeordfører, Rasmus Stoklund, forsvarede ifølge Berlingske lovforslaget med, at det er at vise rettidig omhu at sikre sig opbakning til lovgrundlaget i Folketinget, før man forhandler med et tredjeland, så man undgår at spilde deres tid.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) var for nylig i Rwanda, hvor han på regeringens vegne indgik to ikke-bindende samarbejdsaftaler, som blandt andet »udtrykker gensidig interesse i et tættere asyl- og migrationssamarbejde«.
Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) var for nylig i Rwanda, hvor han på regeringens vegne indgik to ikke-bindende samarbejdsaftaler, som blandt andet »udtrykker gensidig interesse i et tættere asyl- og migrationssamarbejde«. Foto: Emil Helms
Vis mere

Lars Løkke Rasmussen svarede skarpt tilbage:

»Jeg kan godt have respekt for, at man ikke vil spilde andre landes tid. Men derfor skal man jo ikke spilde Folketingets tid.«

Lovforslaget skal give Danmark mulighed for at sende såkaldte spontane asylansøgere til et tredjeland, for eksempel til Rwanda, som regeringen for nylig har iværksat et indledende samarbejde med.

Lykkes det regeringen at indgå en endelig aftale med Rwanda eller et andet tredjeland om at oprette et dansk asylcenter, vil det være her, udlændinges asylansøgning til Danmark vil blive behandlet.

Får en udlænding tildelt asyl, skal personen herefter forblive i tredjelandet, hvor han ellers kun kan bo på et dansk asylcenter i eksempelvis Rwanda, så længe han har krav på beskyttelse. Afvises ansøgningen, står tredjelandet for at sende personen tilbage til hjemlandet, skriver Berlingske.

Lovforslaget er en af hjørnestenene i regeringens udlændingepolitik og et forsøg på at minimere tilstrømningen af asylansøgere til Danmark mest muligt.

Men ifølge Lars Løkke Rasmussen er forslaget teatertorden.

»Når man beder Dronningen om at skrive under på en lov, der måske aldrig nogensinde skal bruges, reducerer man Folketinget til et teaterstykke,« sagde Lars Løkke Rasmussen.