Onsdag kom det frem, at den danske regering har holdt møder med Rwanda om et migrations- og asylsamarbejde.

Det skete efter en lang periode, hvor regeringen i den grad har holdt kortene tæt til kroppen, når det kommer til deres store politiske projekt på udlændingeområdet.

Planen er, at der skal oprettes et modtagecenter for danske asylansøgere i udlandet, men i første omgang er aftalen ikke helt så håndfast.

Noget, som B.T.s udlandskorrespondent Jakob Illeborg klassificerer som en mulig 'føler'.

»Selve tankegangen om et modtagecenter i udlandet er kontroversiel for mange. Derfor er det bestemt heller ikke uvigtigt, hvilket land man vælger at lave sådan en aftale med.«

»»Rwanda har i forvejen modtaget flygtninge fra Congo og Libyen, hvor bl.a. Human Rights Watch har kritiseret behandlingen af disse. Mindst otte congolesiske flygtninge døde i 2018 som følge af skud affyret af myndighederne - hvis det samme sker i et dansk flygtningecenter i Rwanda, kan det blive en brandfarlig sag,« siger Jakob Illeborg.

B.T.s udlandskorrespondent fortæller desuden, at Rwandas anseelse i det internationale samfund kan blive problematisk.

Det skyldes til dels, at regeringspartiet RPF tidligere er blevet kritiseret for den måde, det behandler oppositionen, menneskerettighedsforkæmpere og pressen på.

»Det bliver spændende at se, om Danmarks renommé i udlandet lider skade. Allerede da planerne om et modtagecenter blev meldt ud, var der skarpe reaktioner i det internationale samfund,« siger Illeborg og hæfter sig ved, at det heller ikke er en fast aftale om et modtagecenter, der er blevet indgået.

»Denne her aftale virker som en forløber til den endelige aftale om et modtagecenter.«

»Både i forhold til at se, hvordan et samarbejde med landet vil fungere, men også i forhold til, hvordan det bliver modtaget i det internationale samfund,« lyder det.

Aftalen i øjeblikket løber tre år og handler om 'asyl- og migrationssamarbejde og politisk udviklingssamarbejde'. Aftalen er ifølge Udenrigsministeriet ikke forpligtende.