Jacob Rosenberg føler, at noget har ændret sig i Liberal Alliance.

Før var der plads til at tænke stort og abstrakt. Der var plads til alle. Plads til Jacob Rosenbergs holdninger.

Men siden det frygtelige folketingsvalg i 2019 har stemningen skiftet, og det mærkede Liberal Alliance-politikeren personligt tidligere på efteråret.

»Jeg blev savet midt over, da jeg argumenterede for, at cigaretpriserne skulle stige, fordi jeg er læge og kender til konsekvenserne. Jeg fik nærmest skæld ud, og kommentarsporerne i vores interne Facebook-gruppe var meget hårde, og de var dråben,« fortæller Jacob Rosenberg til B.T. over en kop kaffe på Scandic Copenhagen.

Efter at have tænkt det nøje igennem har Jacob Rosenberg, der er overlæge og professor på Herlev Hospital og medlem af Regionsrådet i Region Hovedstaden for Liberal Alliance, valgt at forlade sit parti.

Og til B.T. fortæller han hvorfor.

»Jeg kan ikke kende mit parti længere. Når vi diskuterer internt, er der ikke plads til forskellige holdninger. Det er blevet for sort/hvidt. Du er enten for eller imod, men ofte er tingene mere komplicerede,« fortæller han.

Specielt nævner han diskussionen om at være liberal som et af de store problemer.

»Internt i partiet går diskussionen tit på: 'Er du liberal eller ikke?' Og det er en irriterende diskussion, for selvfølgelig er jeg liberal på mange pointer, men man kan ikke gøre det så sort/hvidt. Det bliver for betonagtigt,« siger Jacob Rosenberg.

Den 55-årige overlæge meldte sig ind i partiet i 2015, og ved det seneste folketingsvalg i juni stod han på stemmesedlen.

Som bekendt blev han ikke stemt ind, ligesom Liberal Alliance helt generelt fik et forfærdeligt valg.

Og det var også den manglende vælgertilslutning, der fik Jacob Rosenberg til at stoppe op og tænke sig om.

»Jeg har tænkt over det længe, for folketingsvalget var sådan en øjenåbner - er man egentligt på rette spor?,« husker han at have tænkt.

Siden er der gået præcis fem måneder med Alex Vanopslagh ved roret, og i den tid er det ikke blevet bedre.

Men det er ikke den nye formand, der har fået Jacob Rosenberg til at flygte.

»Jeg fornemmer ikke, at den nye stil udgår fra folketingsgruppen. Det udgår fra hele organisationen, der har rykket sammen og kigget indad. Det har fået dem til at fokusere på det kerneliberale, og det er så der, hvor jeg har følt, at der ikke var plads til mig,« siger han.

Jacob Rosenberg er ikke den eneste, der har forladt Liberal Alliance de seneste uger.

Foruden et par lokalpolitikere har Christina Egelund og Simon Emil Ammitzbøll-Bille også meldt sig ud.

Og sidstnævnte var faktisk en af grundene til, at Jacob Rosenberg meldte sig ind i partiet i 2015, og i dag er de to venner.

Derfor er det også nærliggende at spørge, om Jacob Rosenberg så skal være med i et nyt parti, hvis det - som mange kommentatorer gætter på - stiftes af Christina Egelund og Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

»Hvis det sker, så skal jeg tale med dem og høre, om vi er på linje. Men i første omgang er jeg løsgænger,« siger han og understreger, at han er enig med Simon Emil Ammitzbøll-Billes tanker om Liberal Alliance, når det kommer til EU-politikken og udlændingepolitikken.