Lars Løkke Rasmussen (V) smider torsdag morgen en regulær bombe ind i valgkampen.

Statsministeren taler nemlig i en ny samtalebog med Kirsten Jacobsen i positive vendinger om at danne en regering med Socialdemokratiet og Venstre.

Han svarer bekræftende 'ja' i bogen, da forfatter Kirsten Jacobsen fremstiller dette scenarie:

»At du overvejer, om de to store midterpartier, Socialdemokratiet og Venstre, i fællesskab kunne løse de aktuelle problemer, Danmark står over for. Nemlig at ruste demokratiet, ytringsfriheden og vores åbne velfærdsstat mod både ydre og indre fare og samtidig løse begge partiers problem med at holde yderfløjerne i både blå og rød blok i skak.«

Løkke forklarer videre:

»Der er naturligvis nogle dilemmaer i det her; Men samtidig er der for mig ingen tvivl om, at det er et rigtigt forslag. Meget politik lavet allerede inde på midten i dag,« siger Løkke i bogen 'Befrielsens øjeblik'.

Herefter spørger Kirsten Jacobsen:

»Alligevel opfatter jeg din overvejelse som en game changer, der kan ændre valgkampen?«

»Ja,« svarer Lars Løkke Rasmussen igen.

»Hvad vil der ske, hvis du siger til Mette Frederiksen: 'Skal vi danne en SV-regering, der kan samarbejde med partier på begge sider af aksen, hvis vi ikke får de nødvendige 90 mandater?« spørger Kirsten Jacobsen opfølgende.

»Det er helt umuligt at sige. For det går så stærkt lige nu, at der ikke er nogen, der ved, hvor vi står den 17. maj, når bogen udkommer,« svarer statsministeren.

Dagen før den 17. maj – altså i dag – er status dog, at Venstre og resten af den blå blok er skrumpet endnu mere i meningsmålingerne, end det var tilfældet, dengang Lars Løkke sad til bords med Kirsten Jacobsen på Marienborg.

Derfor er det altså interessant, om Mette Frederiksen og Socialdemokratiet vil række hånden ud til den evige konkurrent Venstre, hvis de får så godt et valg, som meningsmålingerne viser.

Det vil dog ikke være første gang, at det sker. I 1978 dannede Socialdemokratiet med Anker Jørgensen regering med Venstres Henning Christophersen.

Efterfølgende blev 1978-regeringen kaldt den nødvendige fiasko, efter den et år efter gik i opløsning, men den risiko frygter statsministeren ikke.

»Danmark står i en helt anden situation nu end dengang,« understreger statsministeren.