Lars Løkke Rasmussen har ikke i sinde at gå af som Venstre-formand, selvom han må overlade statsministerposten til Mette Frederiksen.

Sådan siger han torsdag til Politiken, men det er ganske usandsynligt, at han får lov at blive som Venstres leder.

I hvert fald hvis meningsmålingerne, der forudser et stort Løkke-nederlag, holder stik.

»Meningsmålingerne er et øjebliksbillede, men hvis det ender sådan, så vil der være et stort pres på, at han skal trække sig. Det er svært at forestille sig, at han kan blive så,« siger politisk kommentator Søs Marie Serup.

Løkkes udmelding kom på en dag, hvor statsministeren allerede havde kastet et par politiske bomber af sig.

Torsdag morgen udgav han samtalebogen 'Befrielsens øjeblik', hvor han for første gang åbnede op for, at Socialdemokratiet og Venstre kan danne regering sammen efter valget.

Derudover benytter statsministeren i bogen også muligheden til at så tvivl ved den aftale, som han i 2014 indgik med Kristian Jensen om, at næstformanden skulle overtage posten som formand, når Lars Løkke en dag forlader dansk politik.

Det er ofte set før, at en partileder træder af på valgnatten efter et skuffende resultat, men det er i Løkkes tilfælde meget usandsynligt.

»Nu har han nævnt SV-regeringen, så de kan ikke forvente, at han går af på valgnatten, men at han skal være med til dronningrunderne, og de kan trække ud. Så han har altså købt sig mere tid med boglanceringen,« siger Søs Marie Serup.

Politisk kommentator Jarl Cordua vurderer Lars Løkkes forslag om en SV-regering som en stor gambling, der meget vel kan afgøre hans skæbne som V-formand.

Men ifølge Cordua har det nødvendigvis ikke noget at gøre med, om Venstre er i regering eller ej efter valget.

»Nu har han lagt den her ud, og så må vi se, hvordan vælgerne reagerer i de kommende meningsmålinger. Kan han tage nogen af midtervælgerne tilbage? Hvis det sker, og Venstre går fremad, så er presset knap så stort på Løkke,« siger Jarl Cordua.