En ny SV-regering skal gøre sig fri af DF og "symbolpolitikken". Så har den støtte fra De Radikale.

De Radikales politiske leder, Morten Østergaard, støtter en ny SV-regering, hvis den vel at mærke vil føre en ny politik med vægt på at løse klimaudfordringen og forbedre uddannelserne i Danmark.

Det siger Morten Østergaard, efter at Lars Løkke Rasmussen i en ny bog taler for en SV-regering.

- Jeg er først og fremmest glad for, at Lars Løkke Rasmussen også har erkendt, at det nuværende flertal med dets afhængighed af Dansk Folkeparti ikke længere har befolkningens opbakning, og at der derfor er brug for forandring.

- For mig er det afgørende, at vi dropper symbolpolitikken og begynder at bekæmpe CO2-udledningen, fattigdom blandt børn og lader være med at lukke os inde, men rækker ud efter samarbejde med vores europæiske naboer, siger Morten Østergaard.

I den seneste måling, som Voxmeter har foretaget for Ritzau, står Socialdemokratiet til 51 mandater, mens Venstre får 34 mandater. Dermed mangler der fem mandater, for at regeringen kan få flertal for sin politik. Dem kan De Radikale levere. Partiet står i målingen til at få 14 mandater.

Men DF presser sig trods tilbagegang også op og kan i målingen mønstre 20 mandater.

Spørgsmål: Hvis Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen dannede en SV-regering med støtte fra Dansk Folkeparti, kan du så støtte op om det?

- For mig handler det om, at man må træffe et valg. Skal vi have en regering, der fortsætter symbolpolitikken, eller skal vi have en regering, som for alvor løser udfordringerne med CO2-udledningen, fattige børn og bedre uddannelser.

- Med Lars Løkke Rasmussens melding i dag, så bliver det endnu tydeligere, at det er et valg, man kan træffe, siger Morten Østergaard.

Spørgsmål: Socialdemokratiet og Venstre har ført en stram udlændingepolitik i den seneste valgperiode. Det lægger de op til at fortsætte. Kan I støtte en SV-regering med den politik?

- For os handler det om, hvilke problemer en SV-regering vil sætte sig for at løse, og man løser ikke problemer hverken med flygtningeøer i Stege Bugt eller Sjælsmark Kaserne.

Spørgsmål: Hvem skal være statsminister for en SV-regering?

- Vi peger fortsat på Mette Frederiksen. Vi har ikke brug for at ændre noget på det. Men jeg må sige, at statsministeren gør ret i at drage den konklusion, at det nuværende flertal - med dets afhængighed af Dansk Folkeparti - har vist, at de ikke kan løse Danmarks store udfordringer.

Spørgsmål: Nu er det Lars Løkke Rasmussen, der foreslår en SV-regering ikke Mette Frederiksen. Taler det ikke for, at det er Lars Løkke Rasmussen, der skal være statsminister i sådan en samlingsregering?

- Nej, jeg mener jo, at vi har været med til at bane vejen for det her. S og V har nærmet sig hinanden, så det her er en mulighed. Nu er spørgsmålet, om man vil fortsætte med Dansk Folkeparti, eller om der skal komme et skift i dansk politik, siger Morten Østergaard.

/ritzau/