Mindre kød på tallerken og CO2-afgifter til landmændene.

En politisk slåskamp om landbruget kan blive en stor gyllespreder mellem Mette Frederiksen og hendes støttepartier i de kommende landbrugsforhandlinger.

»Det her bliver svære forhandlinger. Det kommer vi ikke udenom,« sagde Mette Frederiksen under partilederdebatten i sidste uge.

Under debatten talte Mette Frederiksen om frygten for, at klimakravene rammer landbruget så hårdt, at arbejdspladserne flytter til udlandet.

Statsminister Mette Frederiksen besøger Vallekilde Højskole, onsdag den 14. april 2021. Vallekilde Højskole var lukket ned i forbindelse med corona pandemien, men er nu genåbnet.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Statsminister Mette Frederiksen besøger Vallekilde Højskole, onsdag den 14. april 2021. Vallekilde Højskole var lukket ned i forbindelse med corona pandemien, men er nu genåbnet.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

På den anden side står støttepartierne klar med kontante krav og afgifter for at tvinge landmændene til at bidrage mere til klimaregnskabet.

»Det bekymrer mig virkelig, hvis Mette Frederiksen er hoppet med på den stilstand, som hersker i blå blok på landbrugsområdet. Det vil vi ikke acceptere. Regeringen skal levere på klimadagsordenen denne gang,« fastslår Mai Villadsen, politisk ordfører i Enhedslisten.

Hun afviser, at regeringen 'endnu en gang' kan slippe afsted med 'en uambitiøs klimaaftale'.

»Vi skal nå 2030-klimamålet, og hvis ikke landbruget leverer sin andel, så bliver det ikke bare bilfri søndag. Så bliver det også bilfri mandag, tirsdag, onsdag og torsdag. Vi bliver nødt til at tænke i CO2-afgifter og mindre kødproduktion,« siger frontkvinden for Enhedslisten, der blandt andet har foreslået at omlægge en femtedel af landbrugsarealet til natur.

Enhedslistens Mai Villadsen under møde i salen med statsministerens spørgetime i Folketinget på Christiansborg, tirsdag den 2. marts 2021.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Enhedslistens Mai Villadsen under møde i salen med statsministerens spørgetime i Folketinget på Christiansborg, tirsdag den 2. marts 2021.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Landbruget står for cirka 30 procent af Danmarks udledning af klimagasser.

Derfor kan landbrugsaftalen blive en af milepæl for Mette Frederiksen, hvis hun skal tøjle støttepartiernes utilfredshed med regeringens klimapolitik.

Hos De Radikale er tålmodigheden i hvert fald ved at slippe op.

»Det er beskæmmende, når Mette Frederiksen sætter arbejdsplader og klimaambitioner som modsætninger. Det er ikke enten eller, men både og. Hvis regeringen sigter efter en tynd klimaaftale på landbrugsområdet, så kan vi ikke leve med det,« siger Sofie Carsten Nielsen.

Sofie Carsten Nielsen (RV) under møde i Folketingssalen, som indledes med en udvidet partilederdebat, på Christiansborg tirsdag den 13. april 2021. Desuden behandles lovgivning om mink og kompensation til minkavlerne.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Sofie Carsten Nielsen (RV) under møde i Folketingssalen, som indledes med en udvidet partilederdebat, på Christiansborg tirsdag den 13. april 2021. Desuden behandles lovgivning om mink og kompensation til minkavlerne.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Hvad vil I så gøre, hvis regeringen står i stampe på landbrugsområdet?

»Nu ved vi jo ikke, hvad regeringen vil, fordi den ikke vil lægge et udspil frem. Men regeringen har skrevet under på et 2030-klimamål, og det kræver vi, at den lever op til.«

Heller ikke SF vil lade landbruget slippe billigt i kampen for nå 2030-klimamålet.

»Landbruget forurener både klimaet og vores natur alt for meget, og derfor kan regeringen ikke snige sig uden om, at vi for alvor skal omlægge landbruget. Vi skal vænne os til mere plantepostej og havremælk i stedet for at stå stille og frygte forandring,« siger SFs klimaordfører, Signe Munk

Mette Frederiksen talte under partilederdebatten om at finde en balance, hvor klimakravene ikke bliver så hårde, at danske landmænd mister konkurrencekraft.

»De danskere, der går på arbejde i vores fødevaresektor, skal fortsat gå på arbejde i Danmark i fremtiden,« sagde hun.

Men Mette Frederiksens frygt for at miste arbejdspladser er for opskruet, mener Sofie Carsten Nielsen:

»Det er en forkert tilgang. For hvis vi investerer massivt i plantebaserede fødevarer og ny teknologi, så omlægger vi dansk landbrug i stedet for at afvikle det.«

Både Radikale, Enhedslisten og SF vil udtage store mængder lavbundsjorde. Det vil sige, at staten opkøber kæmpe landbrugsarealer og omlægger dem til natur.

Derudover taler støttepartierne varmt om en CO2-afgift, så de landmænd, der ikke producerer klimavenligt, skal betale ved kasse ét.

Ifølge Mette Frederiksen er regeringen »snart klar til at fremlægge et udspil«.