Statsminister Mette Frederiksen beskyldes nu for at tale med to tunger.

Det skyldes to mails, der er blevet lækket til B.T., og som afslører, at regeringen kun har indkaldt de røde partier til forhandlinger om en ny epidemilov.

Det står i kontrast til Mette Frederiksens budskab om, at hun gerne vil have alle partierne med til forhandlinger om en ny lov, der kan give staten vidtrækkende beføjelser:

»Jeg synes, vi skal starte forhandlingerne om igen, i mine øjne gerne med alle Folketingets partier, og få lavet en epidemilov, der har den demokratiske forankring, den selvfølgelig skal have,« sagde Mette Frederiksen i Folketingssalen 17. november, da hun svarede på kritik af regeringens udkast til en ny epidemilov.

Udkastet var omdiskuteret, fordi det blandt andet blev gjort muligt at tvangsvaccinere bestemte grupper af personer med politiets hjælp.

Alle partier på nær regeringspartiet forkastede lovforslaget. Derfor bebudede Mette Frederiksen, at processen skulle starte forfra – med inddragelse af både rød og blå blok.

Men sådan gik det ikke.

I to mails, som B.T. er kommet i besiddelse af, afsløres det, at det kun er Enhedslisten, SF og Radikale Venstre, der foreløbig må være med i arbejdet om skrive de paragraffer, der kan give regeringen og myndighederne vidtrækkende beføjelser.

Den 27. november inviterede sundhedsminister Magnus Heunicke i en mail de tre støttepartier til et 'møde om den nye epidemilov'.

Mødet blev holdt 30. november, hvor sundhedsordførere og retsordførere fra rød blok fik udleveret et notat. Dagen efter fik de en ny mail fra Sundhedsministeriet:

»Som opfølgning på vores møde i går om den nye epidemilov imødeser vi meget gerne jeres tilbagemelding på, om I bakker op om modellen jf. det udleverede notat. Hvis muligt at give en tilbagemelding i dag, vil det være meget værdsat,« skrev Magnus Heunickes sekretær.

Hos Venstre er man dybt forundret over processen.

»Mette Frederiksen taler med to unger,« siger Venstres Martin Geertsen.
»Mette Frederiksen taler med to unger,« siger Venstres Martin Geertsen. Foto: Ida Guldbaek Arentsen
Vis mere

»Mette Frederiksen taler med to tunger, og det, hun sagde i Folketingssalen, passer åbenlyst ikke, når regeringen kun indkalder rød blok til forhandlinger,« siger sundhedsordfører Martin Geertsen, der understreger, hvor vigtig den nye lovgivning er.

»I befolkningen er der en stor bekymring for en ny epidemilov, så det er meget voldsomt, at regeringen laver et så lukket forløb og prøver at køre blokpolitik på det her. Jeg vil opfordre til, at vi bliver inddraget hurtigst muligt.«

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, mener, at »regeringen fortsætter magtfuldkommenheden« og har brudt et løfte.

»Mette Frederiksen lovede bod og bedring, og at Folketingets partier skulle inddrages i arbejdet med en ny og fremtidssikret epidemilov. I stedet sidder regeringen alene på hulemøder med støttepartierne og klapper det hele af. Hvorfor skal det være så fordækt?« siger Kristian Thulesen Dahl og kommer med en opfordring:

Kristian Thulesen Dahl forstår ikke, hvorfor regeringen kun forhandler med rød blok om en ny epidemilov.
Kristian Thulesen Dahl forstår ikke, hvorfor regeringen kun forhandler med rød blok om en ny epidemilov. Foto: Claus Fisker
Vis mere

»Mit budskab til Mette Frederiksen er meget enkelt: Drop hemmelighedskræmmeriet, læg tingene åbent frem for danskerne og alle Folketingets partier, og lad os i fællesskab finde løsninger.«

B.T. har bedt statsminister Mette Frederiksen om en kommentar. Hun er endnu ikke vendt tilbage.