»Jeg er ikke en krænker i ordets bogstavelige forstand.«
Det fortæller den tidligere konservative politiker Naser Khader i et interview i programmet 'Lippert' på TV 2 News, hvor han sætter ord på de anklager om krænkelser, som en række kvinder har rettet mod ham.
Det skriver TV 2.
I interviewet med 'Lippert' fortæller Naser Khader videre, at han ikke kan genkende den måde, tingene er blevet beskrevet på.
Ifølge politikeren er der 'blevet smurt tykt på' og 'overdrevet', ligesom han – med egne ord – bliver beskrevet 'som en klam person', hvilket han afviser at være.
Hele sagen begyndte i begyndelsen af juli, hvor fem kvinder i en artikel hos DR fortalte, at Naser Khader i professionelle sammenhænge havde udsat dem for seksuelle krænkelser.
Hændelserne skulle have fundet sted mellem 1999 og 2019.
Naser Khader, der på det tidspunkt er sygemeldt fra Folketinget på grund af stress, afviste anklagerne.
Senere samme dag kunne Berlingske og B.T. skrive, at de havde kendskab til yderligere to sager, hvor kvinder har oplevet at være blevet krænket af Naser Khader. Naser Khader afviste også de anklager.
På De Konservatives sommergruppemøde i midten af august fortalte partiformand Søren Pape Poulsen, at partiet havde meddelt Naser Khader, at han ikke længere kunne være medlem. Beslutningen skete i kølvandet på den advokatundersøgelse, der blev lavet om de påståede seksuelle krænkelser begået af Naser Khader.
Naser Khader skrev samme dag på Facebook, at han havde meldt sig ud af partiet, og at han ville fortsætte sin kamp alene.
TV 2 oplyser, at man har været i kontakt med tre af kvinderne, der i sommer stod frem i artiklen i DR. De fastholder alle deres side af sagen.
I interviewet forklarer Naser Khader, at han gerne vil undskylde, hvis han har krænket nogen, men han vil ikke sige undskyld for noget, han ikke har gjort.
I begyndelsen af september fortalte politikeren til Weekendavisen, at han opgiver planerne om at anlægge injuriesager mod kvinderne, som har beskyldt ham for seksuelle krænkelser.




