Ikke siden 2011 har opbakningen til Dansk Folkeparti været så lav, som den er i en ny meningsmåling.

Vælgerne flygter i hobetal fra Dansk Folkeparti.

12,1 procent ville sætte krydset ved partiet, hvis der var valg i dag, viser en dugfrisk meningsmåling, som YouGov har foretaget for B.T.

Dermed er partiet tæt på halveret siden sidste valg, hvor 21,1 procent af vælgerne satte krydset ved partiet. Det gav 37 mandater. I dag ville partiet få 22.

Man skal helt tilbage til december 2011 for at finde en måling, hvor Dansk Folkeparti blev målt lige så lavt. Dengang blev partiet målt til 11,1 procent.

Det er ganske alvorligt for partiet, lyder det fra politisk kommentator og klummeskribent i B.T. Søs Marie Serup.

»Tendensen i flere målinger er klar. Dansk Folkeparti går tilbage, og partiet har indtil videre ikke kunnet gøre noget, der har bremset det,« siger hun.

Tiderne er skiftet for partiet, der flere gange fik god presseomtale på at have reddet Fregatten Jylland i finanslovene.

»Nu er partiet til grin for en omfartsvej rundt om Mariager. De er havnet i modvind, og så rammer alle marginalerne skævt. Den primære opgave lige nu er at få bremset faldet,« siger Søs Marie Serup.

Indtil videre rører baglandet ikke på sig, men med et nærtforestående valg skærpes kampen mellem kandidaterne yderligere.

Ser man eksempelvis på Nordsjællands Storkreds bliver Morten Messerschmidt formentlig det eneste DF-mandat. Det betyder formentlig et farvel til partiets erhvervsuddannelsesordfører, Marlene Harpsøe, der har siddet i Folketinget i to perioder.

Målingen giver i øvrigt en fremgang til Venstre på tre mandater i forhold til sidste måling, mens også De Konservative går to mandater frem.

Det er dog ikke nok til at ændre ved oppositionens solide flertal på 94 mandater - uden mandaterne fra Grønland og Færøerne, som ved seneste valg alle fire pegede på Socialdemokratiet.

Professor i statskundskab ved Aarhus Universitet Rune Stubager kalder Dansk Folkepartis tilbagegang for 'markant'.

»Det lidt pudsige er, at Venstre går frem. Det kunne tyde på, at de utilfredse DF-vælgere går til Venstre. Det skyder så hul i min umiddelbare forklaring, som ville være, at DF-vælgerne er trætte af sundhedsreformen,« siger han.

YouGov indsamlede svar fra respondenterne til og med i søndags. Tirsdagens melding fra Morten Østergaard (R) om betingelserne for at støtte Mette Frederiksen (S) som statsminister og Kim Christiansens vredesudbrud på Facebook spiller altså ikke ind på målingen.

Gruppeformand Peter Skaarup (DF) erkender, at partiet er i modvind.

»Det er ikke helt overraskende, for andre målinger har vist en lignende tendens. Det er ikke godt nok i forhold til, hvad vi gerne vil. Vi arbejder hårdt på at forklare danskerne, hvad vi gerne vil,« siger han.

Som han ser det, er årsagen til nedgangen blandt andet regeringens udspil til en sundhedsreform og diskussionerne om tidligere pension for nedslidte. Frem mod valget vil partiet arbejde hårdt for at genvinde vælgernes tillid.

»Vi skal tættere på valgresultatet fra 2015 (21,1 procent, red.) - selv om vi godt ved, at vi ikke når helt derop,« siger Peter Skaarup.