Først var det en journalist fra TV 2, der fik Dansk Folkepartis transportordfører Kim Christiansens kærlighed at føle.

Og nu er turen så kommet til nogle Facebook-brugere, der sent mandag aften debatterede på kommunikationseksperten Anna Thygesens Facebook-væg.

'Hold kæft, hvor har alle I medløbere sat jer ind i sagen. Mon ikke bare I mangler lidt indhold i jeres røvkedelige liv,' skriver Kim Christiansen.

Omdrejningspunktet for hele diskussionen er den 377 millioner kroner dyre omfartsvej omkring Mariager, som Kim Christiansen har fået igennem i en aftale med regeringen.

Mandag dokumenterede TV 2, at det mildt sagt er begrænset, hvor megen af trafikken gennem Mariager, der kan ledes uden om byen.

I løbet af hele dagen kørte der udelukkende skolebusser og lastbiler med ærinder i nærheden over Mariagers idylliske brostensbelagte torv - altså ingen biler, der reelt kunne føres uden om byen.

Resultaterne af dagens optælling gjorde ikke det store indtryk på Kim Christiansen, der er valgt i Mariager, hvor han også driver en restaurant.

»Det får ikke mig til at ændre min beslutning, fordi TV 2 har spildt en dag på torvet i Mariager, hvor de ellers kunne have lavet noget fornuftig journalistik,« siger han til TV 2.

På Facebook fastholder Kim Christiansen også, at omfartsvejen bliver en 'kæmpe succes' for byen.

'Men selvfølgelig ikke for alle SoMe-tosser, der bare skal af med deres frustrationer over ikke at have drevet det til noget her i livet', skriver han i kommentaren, der nu er slettet.

B.T. ville gerne have interviewet Kim Christiansen om, hvorfor han bruger en sådan tone - og hvorfor han har slettet opslaget.

Men det har han ikke ønsket at medvirke i.

'Jeg gider ikke mere,' skriver han i en sms og fortæller samtiidg, at han sidder til gruppemøde.

Han forklarer videre, at der har været en stribe svinske opslag om hans person.

'Når så jeg tager til genmæle i et enkelt opslag, så er fanden løs. Så er det interessant. Derfor har jeg slettet det - fordi det er håbløst, at I kun vil den dårlige historie i øjeblikket', skriver Kim Christiansen.

B.T. har fået en stribe eksempler, hvor Facebook-brugere kalder ham 'alkoholiker', en 'udspekuleret drukmås' og beskylder ham for at ville lave vejen alene for at hans og hustruens, DF-folketingsmedlemmet Pia Adelsteens, hus vil stige i værdi.

B.T. har ikke haft mulighed for at verificere disse kommentarer, da de ikke umiddelbart er at finde på Kim Christiansens Facebook-profil.

Anna Thygesen fastslår, at man selvfølgelig aldrig skal skrive grimt om politikere - men hun mener, at Kim Christiansen udviser magtfuldkommenhed.

»Han er simpelthen så arrogant. Det gør intet indtryk på ham, at medier har talt trafikken. Han er ligeglad, og det provokerer mig,« siger hun.

»Kim Chrisitansen er jo ikke nogen hr. hvemsomhelst. Hans holdninger fører til lovændringer og kæmpeinvesteringer i millionklassen.«

B.T. har været i kontakt med Dansk Folkepartis næstformand Søren Espersen, der ikke kendte til sagen og derfor ikke havde nogen kommentarer.

Grupperuppeformand Peter Skaarup hæfter sig ved, at opslaget nu er slettet og har ikke yderligere kommentarer. Samme melding lyder fra partiets pressetjeneste.