Hvis ikke Mette Frederiksen (S) giver Radikale Venstre indflydelse på udlændingepolitikken, kan partiet ikke støtte en S-ledet regering efter valget.

Sådan lyder meldingen fra den radikale leder, Morten Østergaard, i tirsdagens Berlingske - og det får to politiske kommentatorer til at sige, at Morten Østergaard har smidt en håndgranat.

»Dansk politik skal ikke tages som gidsel af de her påfund fra Dansk Folkeparti. Skal vi støtte en regering, skal vi være enige om en ny integrationspolitik, som har integration som mål. Ikke et integrationsstop. Derfor kan paradigmeskiftet ikke lægges til grund,« lød de præcise ord fra Morten Østergaard i interviewet.

Her slår han også fast, at hvis ikke partiet får indflydelse, er det parat til at udtrykke mistillid til en S-ledet regering.

»Med sin melding smider Morten Østergaard reelt en politisk håndgranat mod Mette Frederiksen,« skriver Berlingskes politiske kommentator Thomas Larsen i en analyse.

»Ved at erklære sig parat til at blokere Socialdemokratiets vej mod regeringsmagten, hvis han ikke får opfyldt sine krav, udløser han nemlig et særdeles giftigt spørgsmål: Hvilken udlændingepolitik får danskerne, hvis der er rødt flertal på valgaftenen, og Mette Frederiksen kan blive ny statsminister?,« fortsætter Thomas Larsen.

Netop kursskiftet i udlændingepolitikken har kostet Socialdemokratiet blod, sved og tårer - og derfor kan meldingen give problemer for Mette Frederiksen.

»Den store fare for hende er, at det går hendes udlændingepolitik, ligesom man når man trækker i en tråd i en gammel sweater og til sidst står med et nøgle garn,« siger politisk kommentator Søs Marie Serup, der er fast klummeskribent i B.T.

Selv om de kan give hinanden et kram, virker følelserne ikke helt så hjertevarme mellem den radikale leder Morten Østergaard og S-formand Mette Frederiksen. Arkiv
Selv om de kan give hinanden et kram, virker følelserne ikke helt så hjertevarme mellem den radikale leder Morten Østergaard og S-formand Mette Frederiksen. Arkiv Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det er en håndgranat, som kan blive farlig. Men hvis Mette Frederiksen har held med at sætte en split i den, bliver den ikke farlig,« fortsætter hun.

Mens Mette Frederiksen nu får endnu en udfordring med at overbevise vælgerne om, at hun kan levere en stram udlændingepolitik, har Morten Østergaard bevæget sig længere op i træet.

Han har flere gange krævet indflydelse på alle politikområder. Også udlændingepolitikken.

»Men nu bliver det sagt helt utvetydigt og på en måde, hvor han dårligt kan padle baglæns senere,« bemærker Søs Marie Serup.

Hun tror ikke på, at Morten Østergaard og partifællerne lader sig nøje med en flig af nogle lettelser.

»Partiet har en historik for at spille sine kort rigtigt.«

Politisk kommentator ved netavisen Altinget og radiovært på Radio24syv Jarl Cordua mener, at Morten Østergaards melding minder om, hvad han tidligere har sagt.

Djævlen er som altid i detaljen.

»Der er justeret en smule ved at sige, at det er paradigmeskiftet, De Radikale vil have indflydelse på og rullet delvist tilbage. Han taler faktisk ikke om et opgør med hele udlændingepolitikken, men det har Venstre og DF en interesse i at fremstille det som om,« siger Jarl Cordua.

Det er meget forudsigeligt, påpeger han.

»Spørgsmålene er nu, om Kristian Thulesen Dahl vil støtte Mette Frederiksen, og om SF har tænkt sig at støtte Socialdemokratiet sammen med Dansk Folkeparti,« siger Jarl Cordua.

Mette Frederiksen meldte mandag ganske kort til Ritzau, at lempelser af udlændingepolitikken 'ikke kommer til at ske'.