30. august kunne B.T. afsløre, at Lars Løkke Rasmussens parti, Moderaterne, ifølge en indberetning til Arbejdstilsynet fra en række tidligere og nuværende ansatte, er præget af mobning, sexisme og en tyrannisk kultur.
Siden er der sket en hel del i Moderaternes bus.
Her er et overblik over sagen:
Dagen efter B.T.s afsløringer, 31. august, gik partisekretær i partiet Kirsten Munch Andersen ud på TV 2 News og sagde, at man »havde lyttet til, talt om og ageret på« alle henvendelser, der måttet have været angående arbejdsmiljøet i partiet, ligesom hun »ikke kunne genkende« det billede, der blev tegnet.
Det svarede flere både nuværende og tidligere medarbejdere dog lynhurtigt igen på, og kaldte partisekretærens ord »en direkte løgn«.
Samme dag eskalerede sagen yderligere i partiet, da en opsigtsvækkende mail fra nu forhenværende folketingsmedlem Jeppe Søe blev lækket. Heri betegnede han partiet som »en sexistisk klovnebus,« ligesom han krævede en intern undersøgelse af partiet.
Jeppe Søe er ikke den eneste, der har udtalt sig kritisk om sit parti. Også folketingsmedlem Karin Liltorp gik ud og krævede en undersøgelse af partiet, ligesom hun over for P1 Orientering udtalte, at hun »både skulle døv og blind,« hvis ikke hun havde hørt historier om dårligt arbejdsmiljø.
Foruden Jeppe Søe og Karin Liltorp har der for nuværende været en larmende tavshed fra andre fremtrædende personer i partiet. B.T. kunne 1. september skrive om lækkede interne beskeder i Moderaterne, der da også opfordrede til, at man ikke »udtalte sig om konkrete sager.«
2. september holdt Moderaterne så et ni timers langt krisemøde, hvor Lars Løkke Rasmussen til sidst stillede sig op foran pressen for både at understrege, at man ikke ønskede at være et parti med et utrygt arbejdsmiljø, og at man i øvrigt havde hyret en erhvervspsykolog samt iværksat en whistleblowerordning.
Her lød det blandt andet, at »alt var nyt for partiet«, der er cirka to år gammelt – og ikke mindst, at »alle skulle blive op bussen.«
5. september trak folketingsmedlemmet Jeppe Søe, der også var med til at starte partiet, sig fra partiet. Det skete for åben mikrofon i B.T.s podcast 'Q&CO'.
Fire dage senere, 6. september, fik partiet besøg af Arbejdstilsynet, hvilket umiddelbart efter fik partiformanden til at gå ud at afvise, at der skulle være tale om sexisme eller sexchikane i Moderaterne.
Det erklærede to eksperter sig med det samme uenige i over for TV 2 Nyheder, da man ifølge en af eksperterne »aldrig kan drage en så ultimativ konklusion på baggrund af et besøg fra Arbejdstilsynet«.
10. september kunne A4 Medier desuden afsløre, at der også var problemer med Moderaternes arbejdsmiljørepræsentant. For i en artikel i Berlingske havde økonomichef i partiet Niels Helsted tidligere udtalt, at han som arbejdsmiljørepræsentant aldrig havde modtaget en klage om arbejdsmiljøet. Dog kan en ledende medarbejder ikke være de ansattes repræsentant ifølge loven, og derfor står partiet for nuværende uden sådan én.
Tirsdag 17. september kulminerede forhandlingerne mellem medarbejdere i partiet og ledelsen, hvor det kom frem, at alle medarbejdere i sekretariatet kan tage imod tilbuddet om en fratrædelsesaftale, såfremt de ikke længere ønsker at arbejde i Moderaterne. Fratrædelsesaftalen indeholder dog en såkaldt tavsheds- og loyalitetspligt.
Mandag 23. september blev de medarbejdere i det politiske sekretariat, der ikke havde taget imod fratrædelsesaftalen, fyret af ledelsen, fordi man »ikke længere havde tillid til dem«. Chefen for samme afdeling stoppede også her. Fyringerne fik både eksperter og ikke mindst medarbejdernes fagforening, Djøf, til at stå stærkt forundrede tilbage.
25. september meldte partisekretær Kirsten Munch Andersen ud, at hun også stoppede i partiet.
Denne ‘forstå sagen’-boks vil løbende blive opdateret med nye udviklinger.