Masteruddannelse, bøger og seminarer til over 200.000 kroner.

Kristian Thulesen Dahl har uden godkendelse af Dansk Folkepartis hovedbestyrelse fået partikassen til at betale for størstedelen af en toårig MBA-uddannelse ved Aalborg Universitet.

Når politikere tager en efteruddannelse ved siden af hvervet i Folketinget, betaler de normalt af egen lomme.

Men ikke Dansk Folkepartis formand.

For selvom Thulesen Dahl får en folketingsløn på 768.400 kroner om året plus en ekstra formandsløn fra Dansk Folkeparti på over 300.000 kroner, har partiet betalt det meste af regningen på over 200.000 kroner.

Den store regning fra partikassen er blevet godkendt af en snæver kreds bestående af gruppeformand Peter Skaarup og næstformand Carl Christian Ebbesen. Bevillingen har aldrig været forbi partiets hovedbestyrelse, bekræfter Thulesen Dahl.

DF-formanden har selv lagt en mindre betaling for uddannelsen. Men han vil ikke oplyse det nøjagtige beløb.

»Da vi tabte valget i 2019, stod vi i en kritisk situation, og der skulle derfor noget ekstraordinært til, hvis jeg skulle bringe partiet videre. Derfor begyndte jeg på MBA'en, og jeg tvivler faktisk på, at jeg havde kunnet holde sammen på partiet, hvis ikke jeg havde fået de kompetencer med i bagagen,« siger Kristian Thulesen Dahl til B.T.

Formand for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl, holder partiledertale fra Hovedscenen på Folkemødet i Allinge, lørdag den 19. juni 2021.. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)
Formand for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl, holder partiledertale fra Hovedscenen på Folkemødet i Allinge, lørdag den 19. juni 2021.. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix) Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Partikassen består dels af offentlig støtte betalt af skatteborgerne og dels af kontingent fra Dansk Folkepartis medlemmer.

Kristian Thulesen Dahl startede på uddannelsen i januar 2020. På fredag i næste uge dimitterer han efter to års deltidsstudium.

Selve uddannelsen koster 189.000 kroner. Dertil kommer udgifter til bøger samt overnatning og forplejning under seminarerne.

Uddannelsen kan passes ved siden af normalt arbejde, men beskrives som ‘krævende’. Den foregår som en blanding af selvstudium og seminarer i Aalborg med intensiv undervisning.

Flere andre politikere har gennemført en deltidsuddannelse, mens de har siddet i Folketinget. Men de har selv måttet punge ud.

Faktisk tog Inger Støjberg i 2012-2013 præcis samme uddannelse som Kristian Thulesen Dahl. Men her betalte hun af egen lomme.

Det samme gjorde tidligere Venstre-næstformand Kristian Jensen, da han i 2019 gennemførte en bestyrelsesuddannelse på Niels Brock.

Kristian Thulesen Dahl ser dog ikke noget usædvanligt i, at partikassen har betalt størstedelen af hans personlige uddannelse.

Kristian Thulesen Dahl ankommer, da Dansk Folkeparti holder gruppemøde på Christiansborg, tirsdag den 14. december 2021.. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)
Kristian Thulesen Dahl ankommer, da Dansk Folkeparti holder gruppemøde på Christiansborg, tirsdag den 14. december 2021.. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix) Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

»De kompetencer, jeg har fået med, har gavnet partiet i en svær situation. Vi opfordrer ansatte og folkevalgte til at dygtiggøre sig, og det vil vi også gerne støtte økonomisk,« siger han.

Men der er forskel på et lille lederkursus til 10.000 kroner og så en MBA til 200.000 kroner, når en partikasse skal punge ud?

»Ja, det er rigtigt nok. Min opgave med at genrejse partiet var så stor, at det var det helt rigtige i en ekstraordinær situation. Så vil nogen sige, at genrejsningen ikke lykkedes helt. Men jeg har holdt sammen på holdet, så en ny træner nu kan tage over.«

Kristian Thulesen Dahl er blandt de mest vellønnede politikere på Slotsholmen. Modsat mange andre partiformænd får han en formandsløn af partiet, og derudover sidder han i repræsentantskabet i Nationalbanken og Landsskatteretten, som samlet set giver over 150.000 kroner om året.

Det betyder, at Thulesen Dahl hvert år indkasserer over 1,2 millioner kroner før skat.

Hvorfor er en MBA til over 200.000 kroner relevant for en partileder?

»Det er meget relevant. Den har givet mig en masse vigtige lederkompetencer, et netværk og teoretiske værktøjer, som jeg har brugt i organisationen, både i forhold til krisestyring og drift,« siger DF-formanden.

Hvorfor er en så stor bevilling kørt uden om hovedbestyrelsen?

»Det er fast praksis, at den slags godkendes af gruppeformanden og vores organisatoriske næstformand. Man kan diskutere den detaljeringsgrad, vi har i sådan en proces. Men den her model var vi valgt i mange år i Dansk Folkeparti.«

Men politikere fra andre partier må selv betale så dyre efteruddannelser. Hvorfor skal DF-formanden så have en uddannelse for partimidler?

»Det tror jeg også vil ændre sig i løbet af meget få år. Vi har en debat i Folketinget om, at politikerne skal lære, mens de er i politik. Desuden er det normalt, at virksomheder betaler for den slags uddannelsesforløb.«

Har DFs partikasse betalt for dyre uddannelser til andre folkevalgte eller medarbejdere?

»Jeg ved i hvert fald, at andre i gruppen har fået bevilget penge til efteruddannelse. Men det er klart, at en MBA er noget ekstraordinært.«

Kristian Thulesen Dahl træder tilbage som formand 23. januar efter næsten 10 år i spidsen for DF.