Et historisk højt smittetryk får nu Netto til at holde skarpt øje med medarbejdersituationen.

Fra i næste uge indleder Netto derfor et offensivt tryk for at rekruttere flere kollegaer.

Det betyder helt konkret, at Netto i øjeblikket har 770 ledige stillinger.

»Vi står i en situation, hvor hvis vi kigger på corona-situationen, så går vi ind i en januar med et historisk højt smittetryk. Derfor ønsker vi at være på forkant i forhold til smitten og sikre os, at vi kan levere dagligvare, herunder toiletpapir til vores kunder,« fortæller HR-chef i Netto, Christian Dahl.

Samtidig understreger han, at de ledige stillinger også skyldes, at medarbejderne i en lang periode har arbejdet under et stort pres.

»Der er ikke nogen tvivl om, at når jeg kigger på mine kollegaer, der har løbet stærkt i en lang periode og har gjort en fantastisk indsats, så kunne jeg godt tænke mig at få flere hænder ind, der kan være med til at aflaste dem,« fortæller han.

Helt konkret ønsker Netto at tilbyde korttidsansættelser, hvor man kan blive ansat i én måned i håbet om at kunne friste personer, der er ude af jobmarkedet.

»Det kan være alt fra en der er studerende, eller en der skal ud og rejse til en der går derhjemme og har lyst til at komme ud og hjælpe,« fortæller han og fortsætter:

»Jeg håber selvfølgelig også, at nogen af dem, vi får ind, bliver så glade for Netto, at vi kan lave et samarbejde på den længere bane,« slår han fast.

Den ene halvdel af stillingerne bliver timelønnede, mens den anden del bliver månedslønnede. Derudover er det kun personer over 18 år, der kan søge stillingen.