Det kommer måske ikke som en stor overraskelse, at de tre tidligere alternativister Uffe Elbæk, Sikandar Siddique og Susanne Zimmer har stiftet et nyt parti. Frie Grønne hedder det – Danmarks nye klimakompromisløse og antiracistiske parti.

Men selv om partiet er skabt ud af nogle rester fra Alternativet, mener B.T.s politiske redaktør, Henrik Qvortrup, at Frie Grønne sagtens kan komme til at klare sig. Hvis de vel at mærke får samlet de 20.182 vælgererklæringer, man som parti skal have for at være opstillingsparat.

»Jeg vil godt vove det ene øje på at sige, at de har bedre chancer, end det parti de udspringer af, nemlig Alternativet,« siger Henrik Qvortrup.

Ifølge Qvortrup er problemet bare, at vi har alt for mange partier på ventrefløjen – for der er ikke plads til dem alle sammen. Veganerpartiet er blevet opstillingsparat, så er der jo Alternativet, gode gamle SF og Enhedslisten og ikke mindst Rene Gades Lykkepartiet, der også udspringer fra Alternativet.

»Det bliver et udskilningsløb mellem Frie Grønne, Alternativet og Veganerpartiet. Der er ikke plads til dem alle, der er heller ikke plads til to af dem,« siger Henrik Qvortrup.

Fordelen for Frie Grønne er bare, at de allerede har tre medlemmer i Folketinget. En platform, som Veganerpartiet slet ikke har, og hvor Alternativet kun har ét eneste medlem. Og det medlem kender du nok alligevel ikke, mener Qvortrup, han hedder Torsten Gejl og er rimelig anonym.

Derudover har Frie Grønne måske mod din forventning valgt Sikandar Siddique som partiformand – ikke Uffe Elbæk. Et ganske udmærket valg ifølge Henrik Qvortrup.

Sikandar Siddique fik nemlig gjort vældig opmærksom på sig selv ved afslutningsdebatten i Folketinget, hvor han bad om et minuts stilhed for mordet på George Floyd (et offer for politivold mod sorte i USA, red.).

»Mange mente måske, det var at stramme den, men der, hvor Frie Grønne skal hente stemmer, husker man det nok som noget positivt. Hvis de får skrevet sig ind i den bevidsthed, kan de trække stemmer fra både Alternativet, SF og Enhedslisten.«

Frie Grønne beskriver nemlig sig selv som 'antiracistiske', hvilket ifølge Qvortrup ikke er helt dumt tænkt. Det taler nemlig lige ind i tidsånden, hvor der lige nu er et altoverskyggende fokus på sortes rettigheder og hele Black Lives Matter-bevægelsen.

»For mange unge vælgere er det et påtrængende emne. Kan de fange noget af det, så kan det godt få dem op at flyve,« siger Henrik Qvortrup.

Skulle Qvortrup give et godt råd med på vejen til det nye parti, vil det dog være hurtigst muligt at finde ud af, hvem de vil pege på som statsminister.

»Uffe Elbæk var i store problemer, da han med Alternativet placerede sig som den tredje vej og pegede på sig selv som statsministerkandidat. Det skabte forvirring. De skal få spidset til, så der ingen tvivl er om, at det er en socialdemokratisk statsminister, de peger på,« siger Henrik Qvortrup.