Helle Vibeke Jensen på 75 år stemte ved sidste valg på Moderaterne, men det gør hun ikke igen.
»Jeg synes slet ikke, at Moderaterne og Lars Løkke Rasmussen har levet op til det, jeg troede,« siger hun til B.T. og tilføjer:
»Jeg stemmer aldrig på Løkke og Moderaterne igen.«
Helle Vibeke Jensen er på ingen måder alene.
Kim Møller, Peter Krøger og Flemming Hansen har også fortalt, at de ved sidste valg stemte på Moderaterne, og ikke vil gøre det igen næste gang, de er i stemmeboksen.
Den ene meningsmåling efter den anden har også vist, hvordan Lars Løkke Rasmussens midterprojekt smuldrer for øjnene af ham.
Den selverklærede 'mærkelige regering' er tilsyneladende noget nær nedsmeltet, og hundredtusindvis af vælgere har vendt ryggen til Løkke og hans parti.
I denne serie undersøger B.T., hvorfor midterkursen ikke længere tænder vælgerne - og hvor de er på vej hen i stedet.
Den kendte forfatter og historiker Christian Egander Skov har senest udtalt, at vælgerne er trætte af Lars Løkke Rasmussen og hans midterprojekt, fordi det »suger ilten ud af dansk politik«.
»Det ligger i kortene, at der er en form for demokratisk afkobling,« sagde Egander Skov i sidste uge til B.T.
'Pludselig var fokus på væk'
Helle Vibeke Jensen mener, at det især er sundhedspolitikken, Moderaterne har skuffet på.
»Jeg kunne se, at Lars Løkke Rasmussen talte meget om forbedring af sundhedsvæsenet inden valget, men blev så udenrigsminister i regeringen, og så var der pludselig ikke fokus på sundhedsvæsenet længere.« siger hun.
Har du besluttet, hvem du så vil stemme på?
»Nej, det har jeg ikke,« siger hun.
B.T. har forsøgt at få kommentar fra Mohammad Rona, der er politisk ordfører hos Moderaterne, men han er ikke vendt tilbage.
