Den kendte forfatter og historiker Christian Egander Skov er ikke i tvivl.
Vælgerne er trætte af partiformand Lars Løkke Rasmussen (M) og hans midterprojekt, fordi det »suger ilten ud af dansk politik«.
»Det ligger i kortene, at der er en form for demokratisk afkobling,« siger Egander Skov ligefrem til B.T.
Forklaringen, skåret ind til benet, er: Når folk stemmer på for eksempel Venstre, så er det for at få mere blå politik.
Men når både Venstre og Socialdemokratiet hopper i det midterprojekt, som Lars Løkke Rasmussen er hovedarkitekten bag, så tager det reelt valgmulighederne fra vælgerne.
»Det tager ideologi ud af dansk politik. Danskerne går måske ikke rundt og er meget teoretisk ideologiske. Men de har værdier, og de forventer, at de bliver repræsenteret,« siger Egander.
Mandag viste endnu en meningsmåling, at Lars Løkke Rasmussens midterprojekt i almindelighed og eget parti i særdeleshed er ved smuldre sammen.
Moderaterne kan i dag mønstre en opbakning på blot 3,5 procent.
Dermed er der langt op - nærmere bestemt flere hundredtusinde vælgere - til valgresultatet på 9,3 procent.
I denne serie undersøger B.T., hvorfor Løkkes midterkurs ikke længere tænder vælgerne - og hvor de er på vej hen i stedet.

Jacob Bruun har været særlig rådgiver for Lars Løkke Rasmussen.
Han er enig med Christian Egander Skov i, at regeringen kan fremstå grå og kedelig.
Men han tror i højere grad, at man kan tilskrive Moderaternes nedtur de mange kriser, partiet har været i.
»De fik valgt en for stor og inkompetent folketingsgruppe ind. Antallet af sager og partihoppere taler for sig selv,« siger Bruun.
Hver anden af Moderaternes stemmer fik de, ifølge Altinget, fra Venstre tilbage i Folketingsvalget i 2022.
I dag er det først og fremmest Liberal Alliance, der lukrerer på Moderaternes nedsmeltning.
Det viser en måling hos DR fra oktober måned.
Ifølge Jacob Bruun kan Lars Løkke Rasmussen befinde sig i en »lidt sårbar« position.
»For han opererer efter, hvor de politiske vinde blæser hen. Men mit bud er, at han ikke synes, målingerne er et kæmpe problem, så længe partiet ender med at få nogle afgørende mandater.«
Moderaternes politiske ordfører, Mohammad Rona slår fast, at han ikke er enig i Christian Egander Skovs analyse.
»Vi har skabt et stærkt midterparti, som har haft det formål at binde midten bedre sammen nu, hvor de Radikale ikke har leveret. Vores mission er lykkedes – yderfløjene skal ikke diktere dansk politik,« skriver han blandt andet i en mail.
'Bump på vejen'
I forhold til meningsmålingerne, skriver han følgende:

»Ja, vores meningsmålinger ligner ikke den fra valgnatten i 2022. Og det skal vi nok få rettet op på. Det er jeg ikke i tvivl om.«
Men Mohammad Runa erkender dog, at der har været »bump på vejen«.
»I sidst uge lå vi lidt højere end i denne uge osv. Vi bliver jo ikke straffet på vores politiske tiltag og håndværk. Der har været bump på vejen, og den læring har vi taget til os,« skriver han.
