Peter Krøger på 62 år stemte for første og sidste gang på Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne ved valget i 2022.  

»Jeg stemte på Moderaterne ved sidste valg, fordi jeg tænkte, at det lød som et spændende parti med gode værdier, men jeg har ikke følelsen af, at jeg har fået den politik, jeg forventede,« siger han.  

Udenrigsminister og formand for Moderaterne, Lars Løkke Rasmussen, må se tilslutningen til hans parti smuldre. 
Udenrigsminister og formand for Moderaterne, Lars Løkke Rasmussen, må se tilslutningen til hans parti smuldre.  Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Peter Krøger er på ingen måder alene.

Den ene meningsmåling efter den anden viser, hvordan Lars Løkke Rasmussens midterprojekt smuldrer for øjnene af ham.

Den selverklærede 'mærkelige regering' er nedsmeltet, og hundredtusindvis af vælgere har vendt ryggen til Løkke og hans parti.

I denne serie undersøger B.T., hvorfor midterkursen ikke længere tænder vælgerne - og hvor de er på vej hen i stedet.

Den kendte forfatter og historiker Christian Egander Skov har senest udtalt, at vælgerne er trætte af Lars Løkke Rasmussen og hans midterprojekt, fordi det »suger ilten ud af dansk politik«.

»Det ligger i kortene, at der er en form for demokratisk afkobling,« sagde Egander Skov tidligere torsdag til B.T.

Peter Krøger, der er kontorarbejder, er meget enig.

»Det lød spændende med den politik, Lars Løkke Rasmussen snakkede om, at han ville sætte i værk, men det er ikke sket,« siger han og fortsætter:

»Moderaterne har ikke stået for de værdier, som jeg troede, da der var valg. Det er helt sikkert.« 

Flest vil til LA
I dag er det først og fremmest Liberal Alliance, der lukrerer på Moderaternes nedsmeltning.

Det viser en måling hos DR fra oktober måned.

Den viser, at 16 procent af dem, der ved sidste folketingsvalg stemte på Moderaterne, nu vil stemme på Liberal Alliance, mens 12 procent vil stemme på Venstre. 

»Jeg vil stemme på et parti, der ligger mere til højre, end Moderaterne gør,« siger Peter Krøger og tilføjer:

»De snakker alle sammen for deres syge moster, men jeg vil stemme på det parti, hvor mine værdier passer bedst, og det har vist sig ikke at være Moderaterne.«

B.T. har bedt Mohammad Rona, der er politisk ordfører for Moderaterne, om en kommentar til meldingen fra Kim Møller, men han er ikke vendt tilbage.

Han har dog forholdt sig til udmeldingen fra Christian Egander Skov, som han ikke er enig i. Læs mere HER.