Der er grund til at tage teorierne om ufoer mere seriøst end mange måske har gjort indtil nu. 

Samtidig kunne det være en god idé, hvis man på europæisk plan begyndte systematisk at overvåge luftrummet for identificerbare flyvende objekter.

Sådan lyder det nu fra Niels Flemming Hansen, der sidder i Folketinget for Det Konservative Folkeparti efter en opsigtvækkende høring i den amerikanske kongres onsdag. 

»Det er bestemt ikke fordi, jeg tror på grønne marsmænd. Efterhånden bliver vi bare nødt til at tage seriøst, at der er noget udefrakommende, der formentlig overvåger os,« siger han til B.T. 

Niels Flemming Hansen stillede allerede tilbage i efteråret 2021 spørgsmål til daværende forsvarsminister Trine Bramsen om, hvorvidt man i Danmark havde identificeret ukendte flyvende objekter. 

Det skete efter det amerikanske forsvarsministerium Pentagon i juni samme år offentliggjorde en rapport med talrige observationer af såkaldte »unidentified aerial phenomenon« – forkortet UAP – som man havde gjort sig gennem årene. I alt 143 tilfælde havde man observeret, lød den dengang fra Pentagon. 

Men man havde altså ikke observeret den slags fænomener på dansk grund, svarede Trine Bramsen. 

Til gengæld delte den daværende forsvarsminister amerikanernes opfattelse af, at ufoer – i hvert fald på et teoretisk plan – faktisk kan udgøre en sikkerhedsrisiko.

I høringen i den amerikanske kongres onsdag forklarede den tidligere efterretningsmand David Grusch, at USAs regering efter hans overbevisning skjuler oplysninger om ufoer – ikke bare for amerikanerne, men også for Kongressen.

Ifølge Grusch for at udvinde materialer eller viden, der kan bringe USA foran i det teknologiske og militære kapløb med andre lande. Noget, Grusch også har hævdet tidligere, og som han ikke har konkrete beviser for. 

Ifølge den britiske avis The Guardian fortalte Grusch desuden under høringen, at der er fundet »ikkemenneskelige« væsner på Jorden. 

Pentagon har afvist påstandene fra Grusch. 

Efter at have fulgt høringen i den amerikanske kongres tænker Niels Flemming Hansen, at der lige meget hvad er grund til at man også i Europa begynder at tage spørgsmålet om ufoer mere alvorligt. 

»Det gør også, at det måske virker lidt mindre skørt at diskutere det her emne. For mig handler det ikke om, hvorvidt der findes rumvæsener eller ej, men om, at der kan være tale om overvågning,« siger han. 

Derfor ser Niels Flemming Hansen også gerne, at man tager stilling til, hvorvidt i Europa bør følge det amerikanske eksempel og i højere grad overvåge rummet for uidentificerede flyvende objekter. 

Tror du egentlig på, at der findes ufoer og intelligent liv i rummet? 

»I den forstand, at ufo jo bare betyder et uidentificerbart flyvende objekt, så ja. Men jeg forestiller mig ikke, at der er tale om en slags aliens. Nok nærmere overvågning fra fremmede stater.«

B.T. har spurgt Forsvarsministeriet, hvorvidt man siden seneste melding i december 2021 har observeret UFA-lignende fænomener i Danmark, og hvorvidt man fra dansk side fortsat deler amerikanernes opfattelse af, at disse fænomener kan udgøre en sikkerhedsrisiko.

Forsvarsministeriet er endnu ikke vendt tilbage med svar. 

Lyt til B.T.’s politiske podcast Slottet & Sumpen med Anne Kirstine Cramon og Joachim B. Olsen. 

Andre læser også