Debatten om Hotel d’Angleterres fastelavnsboller til 495 kroner stykket fortsætter for fuld drøn. 

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) skyder hårdt tilbage på de mange personer, der har kritiseret ham for at bruge prisen på dyre fastelavnsboller som argument for indføre den meget udskældte fødevarecheck. 

'Tænk sig, at det blev i samme uge, som vi lancerede en fødevarecheck til danskere, der knap har råd til mad, at de kom med den nyhed,' skrev Peter Hummelgaard søndag i et opslag på Facebook. 

Det fik både skuespiller, instruktør og tidligere balletdanser Alexander Kølpin samt LA-politikeren Ole Birk Olesen til lange ud efter ham.  

Peter Hummelgaard holder dog fast i, at prisen for luksusfastelavnsboller tegner et billede af, hvorfor det er vigtigt med en fødevarecheck. 

'De rige må på sin vis bruge deres penge, som de vil. Men de skal ikke samtidig jamre over, at helt almindelige lønmodtagere og danskere på overførselsindkomst får en hjælpende hånd til at kapere de høje priser på kød, smør, mælk og andre jordnære hverdagsprodukter,' skriver han i et nyt Facebook-opslag og tilføjer:

'Det er simpelthen både arrogant og elitært.'

Opslaget har fået over 1.000 kommentarer, og en stor del er meget uenige med Peter Hummelgaard. 

'I giver checks i flæng til folk, som i forvejen har råd til dyre fastelavnsboller! Kan du virkelig ikke se, at det er helt galt, Peter Hummelgaard?,' lyder det blandt andet i en kommentar fra Jonas Herby, der er selvstændig økonom.  

Han deler samtidig nyheden om, at 660.000 af fødevarechecksene sendes til den rigeste halvdel af danskerne. 

B.T. har i flere dage bedt Hotel d’Angleterre om en kommentar til, at prisen på nye fastelavnsboller har medført så stor debat, men det fashionable hotel har ikke reageret på henvendelsen. 

Du kan lytte til B.T. ValgkampB.T.dk, Spotify , Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:

B.T. Valgkamp

Først fødevarecheck. Så fødevaremoms. Regeringens fødevareudspil har splittet oppositionen ad – og spørgsmålet er, om ugens udmeldinger kan rykke stemmer, eller om det hele er lidt for tykt. B.T.s politiske eksperter dissekerer ugens største historie og kommer med deres bud på, hvornår Mette Frederiksen udskriver folketingsvalg. Vært: Simon Richard Nielsen, chefredaktør på B.T.  Gæster: Henrik Qvortrup, politisk analytiker på B.T.  Joachim B. Olsen, debatredaktør på B.T.  Emilie Jäger, politisk redaktør på B.T.  Journalist: Maria Asmine Dam og Josefine Buhl Brinckmann  Redaktør: Maria Asmine Dam Producer: Frederik Riis Jakobsen