Fra flere sider vælter kritikken ned over justitsminister Peter Hummelgaard (S), efter han har kædet prisen for en fastelavnsbolle sammen med fødevarechecken.
I et opslag på Facebook søndag konstaterer Peter Hummelgaard, at Hotel d'Angleterre har præsenteret en fastelavnsbolle til 500 kroner i samme uge, SVM-regeringen har lanceret fødevarechecken.

'500 kr. Så meget vil Hotel d’Angleterre have for deres nye fastelavnsbolle. Tænk sig, at det blev i samme uge, som vi lancerede en fødevarecheck til danskere, der knap har råd til mad, at de kom med den nyhed,' skriver Hummelgaard i opslaget.
Han fortsætter:
'Det fortæller mere om uligheden i Danmark end tusind rapporter. Men også om debatten om fødevarepriserne lige nu.'
'Lad folk selv bestemme'
Opslaget fra justitsministeren har fået sindene i kog hos mange.
'Hvis ikke de kunne sælge en fastelavnsbolle til 495 kroner, lavede de den ikke. Lad folk selv bestemme, hvad de bruger deres penge på,' lyder det fra en bruger på Facebook.
'Hvad rager det Peter Hummelgaard, hvad en fastelavnsbolle koster på et hotel,' skriver en anden.
Kendis med kritik
Også skuespiller, instruktør og tidligere balletdanser Alexander Kølpin langer ud efter Peter Hummelgaard.
'Udfordringen med PH’s udsagn og standpunkt er, at han flytter sig væk fra det økonomiske argument, som overdøves af en tydelig misundelse. Så bliver hele fødevarecheckens motivation lidt utydelig,' skriver han på Facebook og tilføjer:

'Eller også er det ret enkelt. De vil købe og generobre stemmer fra de grupper, som er trætte af den nuværende regering.'
Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance slår fast, at 99 kroner af fastelavnsbollens pris på 495 kroner er moms.
'Godt, at Peter Hummelgaard og hans regering nu vil bruge 6 mia. kr. fra statskassen på at sænke den moms, så fastelavnsbollen kun fremover kommer til at koste 494 kr. eller noget i den stil, når Hotel d’Angleterres ekstra udgifter til mere revisorhjælp til momsafregning også skal betales,' skriver han på Facebook.
B.T. har bedt Peter Hummelgaard om en kommentar til kritikken af hans opslag, men meldingen fra Justitsministeriet er den her:
»Det bliver desværre ikke muligt med en kommentar.«
Du kan lytte til B.T. Valgkamp på B.T.dk, Spotify , Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:


