»Brutalt og afstumpet.«
Flere politikere har fundet de hårde gloser frem, efter B.T. torsdag skrev om et yderst groft hjemmerøveri i København begået af tre udlændinge.
Det, som har sat sindene i kog på Christiansborg, er, at to af de sigtede gerningsmænd egentlig skulle sidde på Udrejsecenter Kærshovedgård i Midtjylland.
Men i stedet for befinde sig på udrejsecenteret var de tirsdag rejst næsten 300 kilometer, hvor de brød ind i en lejlighed på Nørrebro, hev beboerne ud af badeværelset og udsatte dem for 'legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter'.

Gerningsmændene fik fat i 2.200 kroner, inden politiet fangede dem.
»Det er helt absurd, at mennesker, som ikke skal være i Danmark, går rundt og laver så voldsom kriminalitet. Det giver mig nærmest kvalme, at vi har en kriminalitetscentral på Kærshovedgård, hvor udlændinge bare rejser rundt i Danmark og terroriserer,« siger Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund.
»Det skal stoppe nu. Derfor mener jeg også, at vi skal kigge på Australien, hvor de udvisningsdømte kun går fri rundt, hvis de rejser tilbage til deres hjemland. Og hvis de ikke vil rejse hjem, så må de spærres inde. Hvis Australien kan, så kan vi også,« fortsætter hun.
De to beboere fra Kærshovedgård er en 26-årig algerier og en 26-årig tuneser, som i forvejen er udvist af landet. En tredje sigtet har ingen tilknytning til udrejsecentret.
»Det her peger tilbage på regeringen. Man har ikke foretaget sig noget i forhold til de udviste på Kærshovedgård. Og når de bare får frit spil, så sker den slags her. Det er jo frygteligt,« siger Venstres indfødsretsordfører, Morten Dahlin.
Beboerne på Kærshovedgård er ikke indespærret, men har opholds- og meldepligt.
Det betyder, at de skal melde ind- og udgang, ligesom de skal overnatte på centret.
Opholdspligten er dog blevet brudt utallige gange, og B.T. har blandt andet afdækket, hvordan nogle beboere snyder kontrollen ved at lave huller i hegnet

Morten Dahlin, hvad skal man egentlig gøre ved de her mennesker på kort sigt? De er jo ikke indespærrede.
»Regeringen kan starte med at stramme reglerne for melde- og opholdspligten, så det bliver sværere for de her afstumpede kriminelle at rejse tværs over landet og begå alvorlige forbrydelser,« siger han.
I maj præsenterede udlændingeminister Mattias Tesfaye regeringens løsning på problemet med de udviste udlændinge. Han ville nemlig flytte dem til et nyt udrejsecenter på Langeland.
Men de planer trak han tilbage blot seks dage senere efter massive demonstrationer og et politisk flertal mod regeringen.
»Regeringen har spillet fallit i denne sag. Det er skammeligt, at vi har et samfund, hvor udviste udlændinge begår voldsomme hjemmerøverier. Mattias Tesfaye er nødt til at handle nu,« siger Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup.
Efter flere historier om massiv kriminalitet på Kærshovedgård har blandt andre Dansk Folkeparti hevet Mattias Tesfaye i samråd.
Mattias Tesfaye har dog forsikret, at regeringen er lige på trapperne med sikkerhedsforanstaltninger, der skal skabe mere tryghed omkring Kærshovedgård.
De tre gerningsmænd fra hjemmerøveriet blev torsdag varetægtsfængslet i fire uger.