Det, som Martin Nielsen har kæmpet for gennem længere tid, har nu fået et foreløbigt punktum. Et punktum, der vækker følelser hos den 55-årige entreprenør.

Han har nu fået medhold i sine anklager mod Aalborg Kommune om ulovlige udbygningsaftaler.

Selv tøver han ikke med at kalde det en skandale:

»Nu har jeg kun læst ganske få af dokumenterne. Men det er, som jeg ser det, meget, meget grimt. Den vanvittige, klamme kultur på forvaltningen har, åbenbart, været på en måde, som er uforståelig.«

Martin Nielsen i en af de haller, hvor der ikke er blevet gjort noget siden maj måned.
Martin Nielsen i en af de haller, hvor der ikke er blevet gjort noget siden maj måned.

»Den (forvaltningen og dens praksis, red.) er på en måde gået fra borgerservice til borgerobstruktion. Vi er kun et lille spadestik nede i det hul, vi skal ned i for at få styr på det her,« lyder det fra en tydelig berørt Martin Nielsen til B.T.

Martin Nielsen, der er idémanden bag hele projektet ved Spritten i Aalborg, fortalte til B.T. i november, at han har følt sig presset af kommunen til at indgå en udbygningsaftale.

Selv sammenlignede han det med »korruption«. Det samme gjorde en juraprofessor fra Københavns Universitet.

Derfor ser han nu frem til et – forhåbentlig – bedre forløb:

»Jeg tænker, at noget bliver meget lettere. Nu får vi snart en rådmand, der ved, hvad det vil sige at drive sådan en forvaltning. Jeg har stor tiltro til Jan Nymark Thaysen,« siger Martin Nielsen om den nyvalgte Venstre-rådmand.

»Jeg håber, der kommer flere nye friske folk, der har lyst til at rydde op. Men der er stadig mange møder, der skal knækkes på Spritten.«

Nu vil Martin Nielsen se fremad.

»Vi har jo hele tiden, i fire år, ønsket at få det løst. Men hver gang vi kom til møde, startede vi bare forfra. Det forventer vi bliver anderledes. Vi forventer at kunne købe de byggeretter, der er vores.«

Ombygning af den gamle spritfabrik i Aalborg ved Limfjorden, 5. september 2019. Byggeriet hedder Cloud City.
Ombygning af den gamle spritfabrik i Aalborg ved Limfjorden, 5. september 2019. Byggeriet hedder Cloud City. Henning Bagger

»Det kan ikke være rimeligt, at vi laver sådan et projekt, hvor vi i den grad skal svindles og svines.«

Flere politikere i Aalborg Kommune, som B.T. har talt med, erkender alle, at advokatundersøgelsens konklusioner er rystende.

Derudover skal der igangsættes yderligere undersøgelse, som skal belyse sagerne i et større omfang.

Om entreprenører bliver imødekommet økonomisk, kan de dog ikke for nuværende.

»Det skal vi længere ned i. Vi vil selv tage initiativ til at afdække samtlige udbygningsaftaler, hvorvidt kommunen er erstatningspligtige. Og hvilke nogle muligheder vi har til det. Der skal vi ned og kigge i de enkelte konkrete sager,« siger borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S) og fortsætter:

»Og så skal vi have afdækket det rent juridisk. Som kommunen må man ikke bare udbetale penge, medmindre man har en lovhjemmel. Derfor skal vi have 100 procent styr på det.«