Flere medlemmer af Enhedslistens top har fået nok af den interne krig i partiet.

Derfor har de lagt en vidtgående plan, der skal gøre en ende på konflikten.

Det kan Jyllands-Posten berette.

Avisen er kommet i besiddelse af et internt dokument, der afslører partitoppens planer.

Dokumentet viser, at et klart flertal af hovedbestyrelsen ønsker at ændre partiets vedtægter, så man lettere kan ekskludere medlemmer, der for eksempel går imod partilinjen.

I dag kræver det 5/6-flertal i hovedbestyrelsen at ekskludere et medlem fra Enhedslisten. Men nu ønsker 17 ud af 25 medlemmer af hovedbestyrelsen altså at ændre vedtægterne, så det kun vil kræve 2/3-flertal.

Blandt de 17 hovedbestyrelsesmedlemmer, der er medunderskrivere på ændringsforslaget, er ifølge Jyllands-Posten kendte politikere som folketingsmedlemmet Rosa Lund og europaparlamentarikeren Per Clausen.

Ændringsforslaget kommer i kølvandet på en række sager om terrorstøtte i Enhedslistens bagland, som B.T. har afdækket de seneste måneder.

Det drejer sig særligt om medlemmer af den yderligtgående protesgruppe Rødt Venstre, der har udtrykt støtte til DFLP og andre palæstinensiske organisationer, som deltager i terrorangreb mod Israel.

Og den slags støtteerklæringer til terrororganisationer har de 17 hovedbestyrelsesmedlemmer nu fået nok af.

»Der er gennem det sidste års tid blevet sået tvivl om Enhedslistens forsvar for menneskerettighederne, og modstand mod terror og krigsforbrydelser mod civile. Det er uacceptabelt og skal stoppe nu,« bliver der ifølge Jyllands-Posten skrevet i udtalelsen fra de 17 hovedbestyrelsesmedlemmer.

Hovedbestyrelsesmedlemmer vil have ændringsforslaget behandlet på et ekstraordinært årsmøde.

Hvis der bliver indkaldt til et sådant, vil det være første gang i Enhedslistens historie.

B.T. arbejder på at få en kommentar fra Per Clausen, Rosa Lund og de andre medunderskrivere på ændringsforslaget.

Rødt Venstre blev stiftet sidste år med det formål at samle nuværende og tidligere medlemmer af Enhedslisten.

Gruppen har angiveligt et sted mellem 100 og 200 medlemmer.

B.T. har beskrevet, hvordan gruppen ønsker at afskaffe ejendomsretten til produktionsmidlerne, melde Danmark ud af NATO og EU samt indstille den militære støtte til Ukraine.

Blandt foreningens ledende skikkelser er både medlemmer af hovedbestyrelsen og folkevalgte politikere.