Kravet om udgangsforbud for unge og moskéstop kan Løkke ikke levere, mener politisk kommentator Hans Engell.

Dansk Folkeparti fremlægger "ualmindeligt barske" krav til ghettoer, som regeringen ikke kan levere.

Det siger politisk kommentator Hans Engell om DF's skærpede ghetto-krav, efter at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er gået til kamp mod ghettoer og parallelsamfund i sin nytårstale.

DF kræver udgangsforbud efter klokken 20 for unge under 18 år og forbud mod nye moskéer.

- Det er jeg ikke sikker på, at man kan gennemføre efter grundlovens bestemmelser. Danmark er jo ikke i undtagelsestilstand, hvor man gennemfører udgangsforbud og nedlukninger, siger Hans Engell.

- Jeg tror ikke, at man kan lave generelle regler om et udgangsforbud. Dansk Folkeparti spiller på en klinge, som er ti gange hårdere end dét, som Lars Løkke lagde frem. Det varsler storm for de kommende forhandlinger.

Løkkes nytårstale nævnte kendte initiativer fra den seneste snes år, påpeger Hans Engell.

Det var blandt andet nedrivning af boligblokke i Gellerupparken i Aarhus og i Aalborg Øst, nye skoler og mere blandede beboere i ghettoer.

- DF går ind for udgangsforbud, kontrol og stramning. De lægger mindre vægt på at få kvinderne ud på arbejdsmarkedet og de unge i uddannelse, siger Hans Engell.

Det er naivt, når Løkke afviser, at problemet i ghettoer er islam, mener DF's udlændingeordfører, Martin Henriksen.

DF's formand, Kristian Thulesen Dahl, har derudover skoset finansminister Kristian Jensen (V) for koks om finansloven.

- Der vil være meget stor afstand mellem regeringens udspil og dét, DF kræver. Jul og nytår har ikke gjort det lettere. Der er på ingen måde banet vej for et forlig, mener Hans Engell.

/ritzau/