Et drastisk forslag fra Dansk Folkeparti om, at unge i ghetto-områder skal være hjemme om aftenen, får en lunken modtagelse hos regeringspartiet Liberal Alliance.

I torsdagens BT foreslår Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, at unge under 18 år skal være hjemme senest klokken 20. Det kan ske ved et såkaldt forældrepålæg, hvor forældre kan sanktioneres ved at få frataget børnetilskud eller børne- og ungeydelsen.

LAs udlændingeordfører, Laura Lindahl, vil over for BT ikke skyde forslaget ned på forhånd, men hun er skeptisk i forhold til den virkning, forslaget kunne få i den virkelig verden, lyder det.

»Vi har jo en fælles dagsorden her. Vi skal have løst alle de problemer der er i ghettoerne. Det, man har gjort i 30 år, har tydeligvis ikke virket. Så for Liberal Alliance er det helt afgørende at alle partier, der er interesseret i at løse problemerne i ghettoerne, fokuserer på tiltag der virker, men det er på høje tid at stoppe med at producere symbolpolitiske forslag, som ikke vil virke,« siger hun.

Laura Lindahl er dog enig i, at det kan være en god ide at sørge for, at forældre holder mere opsyn med deres børn.

»Ingen er vist i tvivl om, at Liberal Alliance mener, at forældrene til de kriminelle unge bør komme mere på banen og tage deres ansvar. Børn er forældres ansvar, de er ikke kommunens eller statens ansvar. Derfor kan det sagtens give mening at holde forældre ansvarlige for deres børns kriminelle handlinger. Det princip er jeg ikke afvisende overfor,« siger hun.