Midt i en heftig debat om Kvinfo slår Justitsminister Peter Hummelgaard (M) nu én ting fast: 

Man bør holde sig langt fra at så tvivl om danske domstoles afgørelser på baggrund af, hvem der sidder i dommerpanelet.

I en kommentar til B.T. ønsker ministeren ikke at tage stilling til selve sagen om Jes Dorph-Petersen, der har foranlediget debatten – eller til Kvinfo-direktøren konkrete udtalelser – men leverer alligevel en markant generel opsang:

»Jeg vil gerne sige, at jeg synes, at man skal lade være med at sætte spørgsmålstegn ved domstolenes afgørelser baseret på dommersammensætningen – uanset om det handler om eksempelvis køn, baggrund eller etnicitet.«

Det udtaler Peter Hummelgaard i en skriftlig kommentar. Han fortsætter:

»Det risikerer at så tvivl om vores retssamfund, og det synes jeg, at man skal holde sig for god til.«

Udtalelsen kommer i kølvandet på, at politikere fra Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne torsdag kritiserede Kvinfo for at undergrave tilliden til domstolene, efter at direktør Henriette Laursen offentligt undrede sig over, at et rent mandligt dommerpanel afsagde dom i en sag med køn som centralt tema.

Laursens undren skete i et Facebookopslag, hvor hun problematiserer, at dommerpanelet, der tirsdag gav tv-vært Jes Dorph-Petersen medhold i en erstatningssag, kun bestod af mænd.

Henriette Laursen skrev blandt andet i sit opslag:

»Er det bare mig, der ikke forstår, hvorfor man ikke i netop denne sag, som handler om køn, har forsøgt at sammensætte et mere mangfoldigt dommerpanel?«

Til B.T. har Henriette Laursen tidligere udtalt, at det bestemt ikke er hendes ønske at så tvivl om retsstaten.

»Eller at sætte spørgsmålstegn ved vores retssystem. Jeg ønsker at varetage mit arbejde, som er at have øje for den slags kønnede slagsider.«