»Det lugter jo endnu mere af, at de har noget at skjule i Statsministeriet.«

Sådan lyder en af reaktionerne efter endnu en dramatisk udvikling i minksagen fredag eftermiddag, hvor Minkkommision kunne oplyse til B.T. at, at kommissionen allerede i april i år sendte et brev til Statsministeriet, hvor man bad ministeriet om at sikre telefonisk materiale.

»Det er skandalen, der bliver ved med at rulle,« siger Venstres Sophie Løhde.

»Vi må virkelig håbe, at politiets it-eksperter kommer til at kunne genskabe sms'erne fra Mette Frederiksen og hendes toprådgivere. Vi har ikke nogen tillid til, at Mette Frederiksen selv vil hjælpe give kommissionen med alle de relevante oplysninger« lyder det fra Løhde.

»Vi forventer selvfølgelig af Statsministeriet, at de samarbejder med komissionen. Der er så mange eksempler på, at de prøver at skjule informationer. Det er meget utrygt, at vi igen og igen kan se, at Statsministeriet forsøger at skjule centrale informationer i den her sag,« siger Rasmus Jarlov fra De Konservative.

»Det lugter jo endnu mere af, at de har noget at skjule i Statsministeriet,« siger han.

B.T. arbejder på at få en kommentar fra Statsministeriet for at få opklaret, hvordan det reagerede på henvendelsen.

Spørgsmålet er, om de fire centrale figurer i toppen af Statsministeriet stoppede praksissen med automatisk at slette sms-beskeder efter 30 dage, efter at man i Statsministeriet modtog brevet fra komissionen.

Mette Frederiksen har på trods af spørgsmål fra adskillige medier ikke ønsket at svare på, hvornår hun indstillede sin mobiltelefon til automatisk sletning af sms'er.