Man skal lede langt efter begejstring hos Dansk Folkeparti ovenpå tirsdagens kommunalvalg.

I Aalborg mister partiet nemlig et ud af to sæder i byrådssalen, og selvom de flere steder er røget helt ud, så er partiets spidskandidat, Kristoffer Hjort Storm, ikke i tvivl om hvordan det skal tolkes.

Skal jeg sige tillykke, eller hvad skal jeg sige? Spurgte B.T.s reporter Kristoffer Hjort Storm på valgnatten.

»Det, synes jeg ikke, du skal. Vi er blevet mere end halveret i vores stemmetal og på landsplan, har vi fået en kæmpe lussing,« siger Kristoffer Hjort Storm.

Trods tilbagegangen vurderer kommunalvalgsforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Roger Buch, at DF'eren godt kan holde hovedet oprejst.

»DF formår i Aalborg at holde skindet på næsen. Det er der mange steder, hvor de ikke har formået. Det er en præstation, og det er de lokale kandidater, der kan tage æren for det,« lyder vurderingen fra valgforskeren.

Kan man lige frem sige, at DF har været en vinder i Aalborg?

»Ja, det kan man faktisk godt sige. I forhold til partiets generelle nedtur, så må det her ses som en lille sejr for DF.«

I flere kommuner har Nye Borgerlige overhalet Dansk Folkeparti. Det gør sig gældende i såvel Odense som Aarhus, men i Aalborg lykkedes det at holde Nye Borgerlige bag sig målt på antallet af stemmer. Kigger man i stedet på pladser i byrådet, så deler de to i porten med en stol hver.

Kristoffer Hjort Storm har allerede været med til at sætte sit præg på de kommende fire år i Aalborg Kommune. Han var nemlig med til at konstituere Thomas Kastrup Larsen (S) som borgmester, selvom der var et flertal for socialdemokraten uden Hjort Storm.

»De spurgte, om jeg ville være en del af det, så jeg kunne beholde de bestyrelsesposter, jeg har. Det valgte jeg at sige ja til, da slaget for os var tabt,« siger Kristoffer Hjort Storm.

Dermed fortsætter DF'eren som viceborgmester i Aalborg Kommune.

Andre læser også