Efter et veloverstået kommunalvalg tager de 55 valgte politikere i København typisk på en studietur til udlandet for at søge inspiration.
Men står det til Dansk Folkeparti, skal Borgerrepræsentationens og udvalgenes ture til Amsterdam og Cambridge skiftes ud med Amager og Christianshavn.
»Jeg synes, de skal spørge sig selv om, hvorfor københavnerne skal betale for deres ture til Lyon. Det får københavnerne ikke meget ud af,« siger Cheanne Nielsen, der er suppleant i Borgerrepræsentationen for DF, kandidat til kommunalvalget og idékvinden bag forslaget.
Hun mener, der bliver brugt alt for mange penge på studieture, som hun slet ikke mener, kommer københavnerne til gode.
»Det er princippet i det, når man bruger millioner af kroner til det. Hvorfor er det overhovedet nødvendigt?«
For Cheanne Nielsen handler det ikke kun om økonomi. Hun mener slet ikke, at kommunalpolitikerne kan få noget ud af en tur til udlandet.
»Hvis de vil vide mere om, hvordan det går med trafikken i praksis og hashhandlen i Amsterdam, behøver vi jo ikke tage derhen for at finde ud af det.«
I stedet mener hun, at de skal besøge Københavns forskellige bydele, de 12 lokaludvalg og mindst to institutioner i kommunen.
»Jeg mener, vi skal lære københavnerne bedre at kende og vigtigst: lære mere om deres udfordringer i det daglige. Jeg har været ude ved diverse plejehjem og hjerneskadecentre, og her viser de os, hvad de har af problemer. Problemer, som vi måske ikke får præsenteret af forvaltningen,« siger Cheanne Nielsen.
At man ikke kan lære noget ved at tage på studietur til udlandet, er Christoffer Røhl Andersen, gruppeformand for Radikale Venstre på Københavns Rådhus, dog ikke helt enig i, selvom han anerkender, at man skal tænke over forvaltningen af pengene:
»Det er vigtigt, at vi tænker over både økonomi og klimaaftryk (fra flyturen, red.). Og jeg synes også, der er noget fornuftigt i at komme rundt i både København og resten af Danmark. En af de bedste studieture, jeg har været på i den seneste valgperiode, var til Kolding og Aalborg. Men jeg tror, det er forkert at konkludere, at man kan få det samme der, som man kan få på en tur til Manchester eller San Francisco,« siger han og fortsætter:
»Det er interessant og relevant at se på, hvordan andre landes storbyer, der er sammenlignelig med København, indretter sig på områder som beskæftigelse og kultur.«
Cheanne Nielsen, hvorfor er det bedre at blive i København end at tage til udlandet og søge inspiration?
»Det er simpelthen for at få en bedre fornemmelse af, hvordan tingene faktisk forholder sig. Jeg kan godt tænke over, hvilke problemer der for eksempel er på et bosted, men jeg ved det ikke, før jeg har talt med dem,« siger Cheanne Nielsen.
Kan man slet ikke få noget ud af en tur til udlandet?
»Om det så var et møde med selveste Einstein, så ville det ikke være bedre end at komme ventelister i psykiatrien til livs eller bedre forhold til ældre og handicappede.«
Hvad må en studietur koste?
»Hvis man ikke tager til udlandet, er der jo ikke så mange udgifter – hvis der overhovedet er nogen. De fleste af os cykler jo rundt selv, og det koster jo ikke noget.«
Derfor kan Cheanne Nielsen også godt love, at hun ikke kommer til at tage med på en studietur, skulle hun blive valgt ind:
»Det må du gerne hænge mig op på. Det står jeg gerne på mål for. Ligesom jeg takker nej til EM-billetter, takker jeg også nej til studieture,« siger Cheanne Nielsen.