Det er absolut højsæson for interne kampe og beskidte tricks i Dansk Folkeparti.

Onsdag skrev B.T., hvordan Kristian Thulesen Dahls støtter og andre fløje i DF forsøger at undergrave hinanden op til det vigtige valg til hovedbestyrelsen på landsmødet i weekenden.

»Der er personangreb på mig. Og jeg ved godt, hvor de kommer fra,« siger regionsrådsmedlemmet Erik Høgh-Sørensen, der er en af kandidaterne til den magtfulde hovedbestyrelse.

Ifølge B.T.s kilder bliver en dom for ulovlig deling af private forhold brugt mod Erik Høgh-Sørensen på de indre linjer for at skubbe ham ud i kulden.

»Det er beskidt at bruge den sag mod mig i en valgkamp. Det hører ingen steder hjemme at angribe mig med en sag, som minder om politisk forfølgelse,« siger han.

Erik Høgh-Sørensen blev i sidste uge idømt en bøde på 7.500 kroner i en sag, hvor han delte et opslag på Twitter om en meget omtalt voldssag fra Sønderborg.

Tweetet indeholdt både billede af gerningsmanden, hans navn og det pizzeria, som hans familie drev. Han blev dømt efter bestemmelsen om deling af andres private forhold. Erik Høgh-Sørensen vil anke sagen til Landsretten.

»At man vælger kun at rejse tiltale mod en politisk valgt kritiker af islam, minder mig om et totalitært, østeuropæisk kommununiststyre. Den person, som skrev tweetet, er hverken blevet afhørt eller sigtet,« siger Erik Høgh-Sørensen.

Erik Høgh-Sørensen (DF) er regionsrådsmedlem i Nordjylland. Han blev valgt til DF's hovedbestyrelse i 2019 og er kendt for at være en åbenmundet skikkelse internt i partiet.
Erik Høgh-Sørensen (DF) er regionsrådsmedlem i Nordjylland. Han blev valgt til DF's hovedbestyrelse i 2019 og er kendt for at være en åbenmundet skikkelse internt i partiet.
Vis mere

Han kalder hele sagen for et 'justitsmord'.

»Jeg mener, vi har at gøre med et korrupt politi- og retssystem, når man specifikt går efter islamkritikere, som straffes for at dele billeder, der i forvejen er gået viralt. Der er ingen beviser for, at netop mit retweet har været skadende,« siger han.

I angrebet mod politiet henviser han desuden til sagen om bestikkelse i toppen af politiet, som B.T. har afsløret. Her er tidligere chef i Rigspolitiet, Betina Jensen, tiltalt for at have modtaget næsten 800.000 kr. i bestikkelse mod at give sine to konsulentveninder opgaver i politiet 10,5 millioner.

Men du er jo blevet dømt i en retssal af en dommer. Hvori består det korrupte?

»Sagen mod mig er politisk motiveret, blandt andet fordi det i anklagemyndighedens materiale er meget tydeligt er understreget frem, at jeg er DF'er, selv om det ingen relevans har,« siger Erik Høgh-Sørensen.

Formand for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl, holder partiledertale fra Hovedscenen på Folkemødet i Allinge, lørdag den 19. juni 2021.. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)
Formand for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl, holder partiledertale fra Hovedscenen på Folkemødet i Allinge, lørdag den 19. juni 2021.. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix) Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Erik Høgh-Sørensen er på genvalg til DFs hovedbestyrelse i weekenden. Han blev i 2019 valgt til hovedbestyrelsen på yderste mandat med 140 stemmer.

Men dele af partitoppen arbejder nu på at undergrave hans genvalg. De mener, at han kommer med utilregnelige udmeldinger i tid og utide på sociale medier, hvilket skader partiet, fortæller flere DF-kilder uafhængigt af hinanden til B.T.

Erik Høgh, kan modstanden fra dele af partiet ikke handle om, at du for eksempel kalder politiet for 'korrupt' og taler om en reel forfølgelse af islamkritikere?

»Jo, det kan det sikkert. Men jeg ved god,t hvem de anonyme kilder, som bruger retssagen mod mig, er,« siger han.

Det kan jo også være, at det er folk i partitoppen, som mener, du er blevet for åbenmundet?

»Ja i princippet. Men derfor kan jeg heller ikke forholde mig til det. Folk ved, at jeg altid står bag den siddende formand.«

Men du har også været ude med skarpe meldinger om, at der er brug for en hårdere udlændingekurs?

»Ja, og det står jeg ved. Men man skal ikke forstå det som en kritik af den nuværende politik. Jeg mener, at det, jeg har sagt, falder helt i tråd med partilinjen,« siger Erik Høgh-Sørensen.