Ingen var advaret, da nyheden pludselig breakede klokken 22.48 på valgaftenen tirsdag.

'Kristian Thulesen Dahl sætter sin formandspost til diskussion.'

Udmeldingen kom bag på alle. Partitoppen var ifølge B.T.s oplysninger slet ikke advaret om Thulesen Dahls chokmelding på bagkant af katastrofevalget.

Og her to dage senere er fløjkrigen brudt ud i det kriseramte parti. For hvem skal afløse Kristian Thulesen Dahl?

B.T. har talt med en række centrale kilder i Dansk Folkeparti, som alle fortæller om »stilhed før stormen« og »heftige sondringer i baglandet«.

En magtfuld gruppe i partiet består af Morten Messerschmidt, Pia Kjærsgaard og Peter Kofod – flankeret af baglandsprofiler som Anders Vistisen og DFU-formand Tobias Weische.

Sidstnævnte sagde torsdag eftermiddag, at ungdomspartiet officielt støtter Messerschmidt.

Morten Messerschmidt er partiets kronprins og den oplagte arvtager. Men byretsdommen for EU-svig, som er anket til landsretten, sender en alvorlig skygge ind over hans kandidatur.

Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt forlader gruppemøde på Christiansborg onsdag 18. november 2021. (Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix)
Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt forlader gruppemøde på Christiansborg onsdag 18. november 2021. (Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix) Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Man skal dog ikke afskrive Messerschmidt af den grund. Flere DF-kilder omkring Messerschmidt fortæller, at man lige nu sonderer baglandet for at finde ud af, om der er opbakning til Messerschmidt, selv om han har en betinget fængselsdom hængende over hovedet.

Det er første skridt i at køre Messerschmidt i stilling til formandsvalget.

»Det er da noget, som jeg vil overveje,« sagde Messerschmidt onsdag om formandsposten.

»Men det er ingen hemmelighed, at jeg i adskillige år nu har haft en sort sky hængende over hovedet. Det er noget, som jeg fortsat venter på at få afklaret,« sagde han.

Messerschimdt som formand er et risikabelt valg, men et bedre alternativ er ikke til stede, lyder det fra flere i baglandet.

»Morten (Messerschmidt, red.) er det bedste bud på en formand ud af de medlemmer, vi har i Dansk Folkeparti lige nu,« siger DFs lokalformand i Aarhus, Knud Mathiesen, der holder døren på klem for Inger Støjberg, hvis hun melder sig ind i partiet.

Han mener ikke, at dommen i byretten udelukker Messerschmidt.

»Den sag diskvalificerer ikke Morten som formand. Især ikke når byrettens dom måske annulleres på grund af en inhabil dommer,« siger Knud Mathiesen.

Morgen Messerschmidt dømt. Ved Retten i Lyngby. Han blev idømt seks måneders betinget fængsel i Meld-sagen.
Morgen Messerschmidt dømt. Ved Retten i Lyngby. Han blev idømt seks måneders betinget fængsel i Meld-sagen. Foto: Niels Ahlmann Olesen
Vis mere

Grethe Møgelvang, der var spidskandidat for DF i Syddjurs, er enig.

»Det skal da ikke være nogen hemmelighed, at min yndlingsperson på den plads er en Morten Messerschmidt. Eller Peter Kofod Poulsen måske. Jeg tror på, at vi er nødt til at have helt friske unge kræfter på banen,« siger hun.

Andre DF-kilder fortæller til B.T., at Pia Kjærsgaard kunne blive en midlertidig formand. En slags overgangsfigur.

På den måde vil DF udskyde beslutningen om en permanent formand, indtil landsretten har afgjort sagen mod Messerschmidt.

Den model er dog ikke oplagt, hvis man spørger folk i Messerschmidt- og Kjærsgaard-lejren.

»Det er en nødløsning. Det er ikke førsteprioriteten lige nu,« siger en partisoldat tæt på de to DF-spidser.

En helt anden løsning er at hive den unge Peter Kofod ind som formand. Han er DFs repræsentant i Europa-Parlamentet og sidder ikke i Folketinget.

Men ifølge B.T.s kilder er det heller ikke ønskescenariet. Blandt andet fordi Peter Kofod ikke er 100 procent opsat på at blive formand nu og her.

Hvis Messerschmidt eller Pia Kjærsgaard formår at sætte sig på formandsposten, bliver det også et farvel til Peter Skaarup som gruppeformand, vurderer tunge kræfter i DF.

Ud over at være en meget tæt allieret med Thulesen Dahl smed han Messerschmidt under bussen i Meld og Feld-sagen i Retten i Lyngby.

På lørdag klokken 13 afgør Dansk Folkepartis hovedbestyrelse, hvornår der skal afholdes ekstraordinært årsmøde. Det bliver med al sandsynlighed i første halvdel af januar.

Endnu har ingen kandidater meldt sig offentligt. Men fem kilder i DF fortæller, at de vil blive meget overraskede, hvis ikke Martin Henriksen stiller op.

Men én joker kan splitte hele kabalen i tusinde stykker. Og den joker er Inger Støjberg.

For i stort set alle grene af Dansk Folkeparti håber man, at Støjberg melder sig ind i partiet, når der er faldet afgørelse i rigsretssagen om få uger.

I Messerschmidt-lejren er det dog ikke sikkert, at man vil tilbyde hende formandsposten, fordi det vil aflive Messerschmidts formandsdrømme på den korte bane.

Omvendt er både fløjen omkring Thulesen Dahl og fløjen omkring Messerschmidt interesseret i at få Inger Støjberg om bord. Den, der har Inger Støjberg på holdet, vinder kampvalget, lyder analysen internt i partiet.

Så lige nu venter alle i Dansk Folkeparti på én ting: Hvad siger Inger?