Interne stridigheder. Forskellige udmeldinger i pressen. Stilhed fra borgmesteren.
Om under to måneder er der kommunalvalg, men det bliver uden Hans Henrik Henriksen – socialdemokratisk rådmand og en af byrådets mest profilerede skikkelser.
Det chokerende exit fra lokalpolitik blev meldt ud i midten af september. Men hvad ligger bag det bratte stop?
B.T. har talt med flere centrale kilder i Aalborg Kommune og byrådet, som hver især fortæller, at timingen i stoppet – så tæt på et valg – har vakt stor undren. De forklarer også, at rådmanden har været utilfreds og følt sig udstillet som syndebuk.

Særligt én sag har taget hårdt på rådmanden: Det store fokus på kommunens udbygningsaftaler – i folkemunde kaldet 'lokumsaftaler' – som nu er blevet genstand for en ekstern advokatundersøgelse i hans afdeling, By- og Landskabsforvaltningen.
B.T. erfarer, at oven på kovendingen i sagen om udbygningsaftaler, hvor rådmanden og hans udvalg gik skævt af hinanden, har Hans Henrik Henriksen følt sig ensom og »ladt i stikken«.
Kovendingen kom oven på et tumultarisk forløb over bare én uge, hvor flere partier ønskede en advokatundersøgelse af kommunens udbygningsaftaler, som Hans Henrik Henriksen var ansvarlig rådmand for. Det afviste Socialdemokratiet for så pludselig at stemme for alligevel – på et ekstraordinært udvalgsmøde.
Hans Henrik Henriksen var ellers klargjort til stemmesedlen og endnu en valgkamp, men to måneder før krydset skal sættes, har han altså meldt sin afgang fra politik. Til flere medier har Hans Henrik Henriksen selv sagt, at det pludselige stop skyldes hensyntagen til sin store familie.

Mange har undret sig over timingen i stoppet, som flere kalder »overraskende« og »sent«, men kilderne forklarer samtidig, at de forstår, at rådmanden har følt sig isoleret. Kilder fortæller B.T., at rådmanden føler sig »kastet under bussen« af borgmester Thomas Kastrup Larsen(S).
»Thomas Kastrup Larsen har skelet til det led, man kunne undvære,« lyder en forklaring på, hvorfor borgmesteren har ladet Hans Henrik Henriksen selv stå med balladen og ikke offentligt bakket Henriksen op i sin kritik af de andre udvalgsmedlemmer.
Også på et gruppemøde internt i Socialdemokraternes gruppe, er bølgerne gået højt, efter advokatundersøgelsen blev vedtaget, fortæller kilder til B.T.
Uden for gruppemødelokalet er det fleres indtryk, at Hans Henrik Henriksen har været træt af den manglende opbakning fra sin borgmester i de mange 'møgsager', som økonomien, der er overskredet med flere millioner på Plusbus-projektet og senest sagen om udbygningsaftalerne – blandt andet på Spritten.
»Hans Henrik havde forventet beskyttelse af sine egne, og det fik han ikke,« siger en kilde tæt på rådmanden.
Samtidig forklarer kilder til B.T., at Hans Henrik Henriksens post som rådmand var i fare. Borgmester Thomas Kastrup-Larsen har ifølge B.T.s oplysninger arbejdet på, at nibenitten skulle erstattes af partikollegaen Lisbeth Lauritsen efter valget.
Derfor har Hans Henrik Henriksen gjort boet op og konkluderet, at det ikke var besværet værd med udsigt til en opslidende valgkamp, en kommende advokatundersøgelse og et tab af den prestigefyldte rolle som rådmand.
Han skulle, ud over mere tid til familien, have følt sig inspireret af den tidligere skolerådmand Tina French (V), der også kommer fra Nibe-egnen, og hendes exit fra politik og efterfølgende job i det private.

Da B.T. forelægger borgmester Thomas Kastrup-Larsen oplysningerne, forklarer socialdemokraten, at han naturligvis selv har talt med Hans Henrik Henriksen om beslutningen, og at han gerne havde set rådmanden fortsætte i byrådet. Borgmesteren har dog stor respekt for den 59-årige nibenits beslutning.
»Det har været otte år som rådmand med hårdt arbejde og mange diskussioner,« siger borgmesteren.
Har du bakket ham ordentligt op?
»Vi diskuterer mange ting i Socialdemokratiet, og vi bakker også hinanden op.«
Kan du bekræfte at bølgerne er gået højt på jeres gruppemøde, efter det blev besluttet, at der skal laves en advokatundersøgelse?
»Det erindrer jeg intet om. Og hvad der i øvrigt blev diskuteret, holder vi også internt i gruppen.«
Der er også snak om, at Hans Henrik Henriksen skulle være skuffet over, at han stod til at miste sin rådmandspost, hvor Lisbeth Lauritsen i stedet skulle være arvtager?
»Det, jeg kan sige dig, er, at der ikke er udpeget nogen, der skal have rådmandsposter. Vi har en politik om, at vi tager et valg ad gangen – og så ser vi på den slags efterfølgende.«
Hans Henrik Henriksen har ikke yderligere kommentarer end dem, han har givet andre medier.