At springe ud som løsgænger lyder måske som en badebillet til en plads på bageste række i Folketingssalen, hvor indflydelsen og arbejdsbyrden er til at overkomme.
Men sådan er det ikke nødvendigvis for de historisk mange løsgængere i Folketinget lige nu.
Den aktuelle mandatfordeling giver nemlig partiløse folk som Lars Løkke Rasmussen, Inger Støjberg, Jens Rohde reel magt i det politiske spil.
Vi skal ikke længere tilbage end i fredags, hvor løsgængeren Simon Emil Ammitzbøll-Bille sikrede et flertal bag Venstres beslutningsforslag om højere kompensation til selvstændige.
'Der er stadig flertal. Jeg stemmer for – og så er vi 90,' skrev han på Twitter, efter B.T. skrev, at SF havde trukket støtten til Venstres forslag.
Uden SF kunne de borgerlige partier og Radikale Venstre nemlig kun mønstre 89 mandater, fordi Inger Støjberg dagen forinden havde smækket med døren i Venstre.
Helene Helboe Pedersen, professor på Aarhus Universitet, forsker i partiskift og har kortlagt løsgængeri helt tilbage til 1953.
»Vi har aldrig før set så mange partiskiftere. Hvis man skal komme med en forklaring, kan det skyldes, at politikerne er blevet mere individualiserede som mennesker og dermed mindre villige til at underordne sig partiet, men også at valgperioden har budt på flere hårde, interne opgør i partierne,« siger Helene Helboe Pedersen.
Hun peger på, at de fleste af de partiskift, vi har set i valgperioden, kommer efter interne stridigheder.
I Venstre er både Lars Løkke og Inger Støjberg smuttet efter uenighed med Jakob Ellemann-Jensen, men også Ida Auken og Jens Rohde har for nylig forladt Radikale Venstre efter stærk utilfredshed med ledelsen.
Endelig fik valget af Josephine Fock som partileder i Alternativet fire ud af partiets fem folketingsmedlemmer til at melde sig ud af Alternativet i protest mod hendes ledelse.
»Det er endnu for tidligt at sige, om løsgængeriet skyldes flere interne konflikter, eller om vi har at gøre med et strukturelt fænomen, hvor partierne har svært ved at forene deres politikeres individuelle ambitioner,« siger Helene Helboe Pedersen.
I alt har 11 folketingsmedlemmer forladt deres parti i valgperioden. Otte af dem er løsgængere, hvis man medregner de tre politikere i Frie Grønne, som rent teknisk også er løsgængere.
Inger Støjberg var den seneste, som meldte sig i køen af løsgængere, da hun sagde farvel til Venstre. Ud over at den borgerlige alliance med Radikale Venstre mistede sit flertal, trak Støjbergs exit også tæppet væk under S-regeringens mulighed for bruge Venstre som et alternativ til det parlamentariske grundlag.
De to partier havde ellers i kort tid 90 mandater tilsammen, efter Ida Auken tilsluttede sig Socialdemokratiet.
Den aktuelle mandatfordeling betyder, at Lars Løkke, Inger Støjberg og resten af løsgængerne potentielt kan blive tungen på vægtskålen i konkrete sager, hvor regeringen og støttepartierne er splittede.
Og det er faktisk ret usædvanligt, fortæller Helene Helboe Pedersen.
»Det sker meget sjældent, at løsgængere har parlamentarisk magt. Vi så, at løsgængeren Jakob Haugaard blev udslagsgivende for en finanslov (1997, red.), og i 00erne var Pia Christmas-Møller (afhopper fra De Konservative, red.) tæt på at bringe VK-regeringen i mindretal på asylpolitikken,« siger hun.
Men selvom matematikken tilsiger løsgængerne en politisk indflydelse, så er en af løsgængerne, Jens Rohde, der i januar forlod Radikale Venstre, skeptisk.
»Tingene må jo vise sig, efterhånden som de opstår. Men ja, man kan ikke udelukke interessante forestillinger på Borgen. Jeg tror det dog næppe, da løsgængerne typisk vil dele sig,« skriver han til B.T.
