Stemmer du rødt til blåt?

Det kan være helt afgørende for, om du er tilhænger eller modstander af den coronanedlukning, som regeringen har sat i værk siden december.

Et nyt forskningsprojekt fra Aarhus Universitet viser nemlig, at danskerne er splittede.

Mens de røde vælgere fortsat bakker op om nedlukningen og regeringens håndtering i stor stil, mister flere og flere borgerlige vælgere tilliden og opbakningen til Mette Frederiksens hårde nedlukning af alt fra skoler til butikker.

Statsminister Mette Frederiksen under møde i Folketingssalen, som indledes med en partilederdebat og epidemilov, på Christiansborg tirsdag den 19. januar 2021.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Statsminister Mette Frederiksen under møde i Folketingssalen, som indledes med en partilederdebat og epidemilov, på Christiansborg tirsdag den 19. januar 2021.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Vi ser en opsplitning, som bliver større og større. De blå og røde vælgere glider længere væk fra hinanden, når det gælder coronaepidemien,« siger Michael Bang Petersen, professor ved Aarhus Universitet og leder af Hope-projektet, som blandt andet følger danskernes opbakning til coronarestriktionerne.

Han har målt splittelsen blandt blå og røde vælgere på flere parametre.

Hvis man ser på holdningen til, hvorvidt 'regeringens reaktion på coronavirussen har været for vidtgående', så svarer over 40 procent af de blå vælgere ja.

Til sammenligningen er det kun 16 procent af de røde vælgere, som er enige i det udsagn.

»På sin vis er det forventeligt, at de blå vælgere er mere kritiske over for regeringen. Men det vidner om, at den bølge af meget bred opbakning, som Mette Frederiksen red på i foråret, er ved at forsvinde,« siger Michael Bang Petersen.

Hvis man går tilbage til 17. marts – kun seks dage efter den store nedlukning i foråret – var opbakningen til regeringens håndtering stort set lige stor blandt alle vælgere.

Michael Bang Petersen har flere forklaringer på, hvorfor danskerne er blevet splittede siden foråret.

»For det første har røde og blå vælgere forskellige værdier. De blå vælgere vægter personlig frihed og økonomi meget højt, mens de røde er meget optaget af kollektivt ansvar og lighed. Så når økonomien rammes hårdt, og ens frihed bliver kraftigt indskrænket, så rammer det bare de blå vælgeres værdier hårdest,« siger han.

(ARKIV) Jakob Ellemann-Jensen (V) og statsminister Mette Frederiksen (S) under afslutningsdebat i Folketinget på Christiansborg i København, mandag den 22. juni 2020. Regeringen præsenterer tirsdag længe ventet udspil om ret til tidlig pension. Venstre ønsker ikke ny ordning. I stedet kan seniorpension lempes, mener formand. Det skriver Ritzau, tirsdag den 18. august 2020.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
(ARKIV) Jakob Ellemann-Jensen (V) og statsminister Mette Frederiksen (S) under afslutningsdebat i Folketinget på Christiansborg i København, mandag den 22. juni 2020. Regeringen præsenterer tirsdag længe ventet udspil om ret til tidlig pension. Venstre ønsker ikke ny ordning. I stedet kan seniorpension lempes, mener formand. Det skriver Ritzau, tirsdag den 18. august 2020.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Men også på det helt personlige plan kan forskerne se en forskel mellem de røde og blå vælgere. Opbakningen handler nemlig lige så vel om, hvordan coronakrisen rammer en selv.

Sagt med andre ord: Er dit arbejde og økonomi i fare på grund af nedlukningen?

»Vi har flere offentligt ansatte blandt det røde vælgerkorps, mens der er flere selvstændige og privatansatte i den blå lejr. Det betyder, at der er forskel på, hvor udsatte vælgergrupperne er rent finansielt under coronaepidemien,« siger Michael Bang Petersen.

De resultater, som forskerne når frem til, er også et godt spejlbillede på, hvor partierne står lige nu.

De borgerlige partier presser hårdt på for at genåbne samfundet hurtigere. Især lokale genåbninger i de kommuner, hvor smitten er helt i bund.

»Vi vil presse regeringen for at få åbnet regionalt de steder, hvor der næsten ingen smitte er. Der må det kunne lade sig gøre at åbne kontrolleret, uden at smittetallet løber løbsk,« siger Konservatives sundhedsordfører, Per Larsen, til Ritzau.

Selvom flere og flere blå vælgere trækker deres opbakning til coronahåndteringen, så er konklusionen fra forskerne dog ganske klar:

»Vi har stadig en relativt stor opbakning til regeringens håndtering, og den er også højere end de otte andre demokratiske lande, vi har sammenlignet med,« siger Michael Bang Petersen.