Der har været brede smil fra Venstre-folk på sociale medier hele fredagen, efter det ifølge partiet er det lykkes dem at samle et flertal mod regeringen i sagen om højere lønkompensation til selvstændige.

Venstre vil således stille et beslutningsforslag på tirsdag, hvor kompensationen til selvstændige hæves til 30.000 kroner om måneden. Det samme som lønmodtagere kan få i lønkompensation.

Men da fungerende finansminister Morten Bødskov (S) for fredag eftermiddag blev foreholdt, at der tegner sig et flertal mod regeringen, svarede han promote:

»Så vidt jeg ved, er der ikke noget flertal for det forslag«.

Fungerende finansminister Morten Bødskov (S) og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) holder doorstep i Finansministeriet om justering af hjælpepakkerne til små erhvervsdrivende, fredag den 5. februar 2021.
Fungerende finansminister Morten Bødskov (S) og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) holder doorstep i Finansministeriet om justering af hjælpepakkerne til små erhvervsdrivende, fredag den 5. februar 2021. Mads Claus Rasmussen

Han ville ikke uddybe sit svar nærmere.

Ifølge Venstre har deres beslutningsforslag opbakning fra de borgerlige partier, Radikale Venstre og SF.

Men i et svar til B.T. oplyser SF, at partiet – efter betænkning – ikke støtter Venstres forslag endnu. De vil først se, hvad regeringen lægger på bordet i de kommende forhandlinger om hjælpepakker.

»Vi har været positive over dette forslag (Venstres, red.). Men efter betænkningsafgivelsen i dag lægger regeringen op til generelle forbedringer (for de små erhvervsdrivende, red.) og inviterer til møde herom. Og disse vil vi gerne se, før vi tager endelig stilling på tirsdag (til Venstres forslag, red.),« skriver erhvervsordfører Theresa Bang Andersen i en sms til B.T.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille til møde i Folketingssalen. Det er det første af to møder tirsdag den 2. februar 2021. Det skyldes, at dette møde er afsat til sidste behandling af forslag til folketingsbeslutning om rigsretstiltale mod den tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).
Simon Emil Ammitzbøll-Bille til møde i Folketingssalen. Det er det første af to møder tirsdag den 2. februar 2021. Det skyldes, at dette møde er afsat til sidste behandling af forslag til folketingsbeslutning om rigsretstiltale mod den tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V). Emil Helms

Hvis man fintæller mandaterne, så har de borgerlige partier og Radikale Venstre kun 89 mandater tilsammen. Altså mangler de ét mandat for at få flertal.

Årsagen er, at flere folketingsmedlemmer har forladt partierne de seneste måneder, herunder Lars Løkke Rasmussen, Orla Østerby, Jens Rohde, Ida Auken og senest Inger Støjberg.

Men Venstres forslag bliver nu reddet lige på målstregen af løsgængeren Simon Emil Ammitzbøll-Bille, som vil stemme for Venstres beslutningsforslag. Det oplyser han til B.T.

Dermed er der lige præcis 90 mandater, som ser ud til at bringe regeringen i mindretal i salen på tirsdag.