Nummer 22 ud af 23 på listen, ingen valgplakater, ét enkelt opslag på sociale medier.
Det lyder ikke som opskriften på en billet direkte ind i byrådet.
Men det blev det for Christian Baller, der fik 1.241 personlige stemmer. Det sikrede ikke blot tredje flest personlige stemmer for Det Konservative Folkeparti i Aarhus – men også et mandat i byrådet.
»Den havde jeg godt nok ikke set komme. Det er ikke lige det, man regner med som nummer 22 på listen,« siger Christian Baller, da B.T. fanger ham.
»Jeg tror, jeg har det lidt ligesom Jacob Haugaard havde, da han blev valgt ind. Bare uden Nutella i feltrationer,« fortsætter han grinende.
Han fortæller, at han har ført en afdæmpet valgkamp netop uden valgplakater, et enkelt opslag på sociale medier og et par enkelte flyers. Det var det.
Han havde nemlig slet ikke tænkt, han skulle i byrådet. Egentlig stillede han op, fordi han tænkte, det kunne være en lærerig proces, og så håbede han, det ville trække en smule stemmer til partiet.
Og Christian Baller har da også lige skullet vænne sig til tanken.
»Jeg tror, jeg bliver glad. Jeg kan mærke, at jeg begynder at være det,« siger han og uddyber:
»Det er uvirkeligt selv at trække et mandat. Særligt fordi jeg slet ikke havde tænkt, jeg skulle i byrådet. Så der har ikke rigtig været plads til at være glad, jeg har mere været overrasket, forbavset og så meget, meget beæret over at være valgt som repræsentant for folkets stemme.«
Han har dog selv et bud på, hvorfor han har været en af Konservatives helt store stemmeslugere i Aarhus.
»Jeg har svært ved at se andet, end det har noget med den kandidattest at gøre,« siger han.
Kandidattesten er fra TV2, og her blev Christian Baller den kandidat i kommunen, som flest vælgere var enig med.
Han fortæller dog også, at han er født og opvokset i Aarhus, så det måske også har lidt at sige.


